Hvidstengruppen! denne hæder og ærefulde betegnelse har siden 2. verdenskrig 1940-1945 tilhørt denne legendariske gruppe af mennesker, som med livet som indsats og uden frygt for denne mulighed, var de alligevel fastbesluttet på med jysk sejhed og stolthed, samt bevidstheden om, at med danskheden dybt forankret i deres hjerter, at ville medvirke til at yde deres bidrag ved at gå foran, i modigt og dødsensfarligt modstandsarbejde mod den tyske vernemagt, nazismen og besættelsen af deres fædreland.
 |
MARIUS FIIL Foto: Den frie Encyklopedi. |
 |
Det var fra disse engelske fly af mærket Halifax, de mange nedkastninger fandt sted! Foto : venligst udlånt af Purhus Lokalarkiv. |
Første gang jeg besøgte Hvidsten kro var for en del år siden sammen med min far, som selv under krigen var impliceret i flere seancer med de tyske soldater, grundet hans arbejde som banearbejder hos DSB. Han havde aldrig set stedet, og syg som han var, ikke mindst p.g.a. krigen, havde vi flere gange talt om at skulle gøre dette, og ved lejlighed kørte vi dertil, og han fik lov at se sig omkring, som jeg ved, glædede ham meget! Siden har jeg sammen med familie været der flere gange og nydt både deres kaffebord og den berømte Flæskepandekage, som også skete så sent som i går! Lysten til igennem min blog at skrive om disse hændelser, som andre før mig, er, at der er tilgået
mig ny viden vedrørende Hvidsten kro, idet min søn har giftet sig med en pige fra Randers, hvis mor har været ung pige på kroen og dermed også kendt flere af familien Fiil. Det samme må også siges om hendes far igen, som altid har boet i området omkring Hvidsten. Men samtalerne med faderen ved flere lejligheder har glædet mig meget og hans beretninger om kendskabet til Marius Fiil fra dengang, samt flere div. hændelser, har for mig været ganske interessant at få i tilgift til den viden, jeg havde om Hvidstengruppen i forvejen. Det må siges igen at være tegn på, at den ære, der forbindes med den berømte modstandsgruppe i skrift og tale foregår i bedste overensstemmelse hermed.
 |
| Interiør fra krostuerne.Foto : LH. |
Marius og Gudrun Fiil flyttede begge ind på kroen i 1925, da hans moder døde, for at kunne hjælpe faderen med at drive og passe krostedet. De fik med tiden kroen gjort kendt, og han, Marius Fiil, udbyggede kroen med genbrugsmaterialer, son han havde forhandlet sig frem til, og sled og slæbte selv med div.ud og tilbygninger, som han mente, kroen havde brug for. Der kom mange gæster, så haven, og alt hvad der kunne bruges til at huse de mange gæster, som en sommersøndag kunne være helt op til 7-800 hundrede, blev taget i anvendelse, så der blev aset og slidt med at betjene alle de mange besøgende. Marius holdt meget af, til stor undren for hans far, at cykle eller køre rundt med hestevogn, har man fortalt mig, til de omkring liggende gårde og landsbyer, hvor an opkøbte antikviteter m.m., som han så installerede på kroen. Gammelt bindingsværk fra nedrevne ældre gårde opkøbte eller fik han til senere byggearbejder af kroen, og et hus, som ligger ganske nær kroen kaldet Tulles hus, fik han bygget til sin datter Kirstine og svigersønnen Peter Bergenkammer Sørensen, i forbindelse med deres bryllup. Når Marius handlede med folk, skete det altid med lune og ægte jyskhed. Folk lo og blev i godt humør over hans originalitet og morsomme bemærkninger. Syntes han ikke om folk, gik han bare videre uden at anfægte eller bebrejde nogen dette. Han var helt igennem ægte med et Grundtvigiansk livssyn og så dansk som nogen og lagde aldrig skjul på sit danske sindelag.
 |
| Smuk og ærefuld sten, som på initiativ af en beundrer Henning Dam, blev rejst over nedkastningsstedet " Mustard Point " |
 |
Det smukke jyske landskab, som med de omkring liggende småsøer, mindede fra luften piloterne om det engelske morgenbord, som de derved døbte- " Mustard Point " |
 |
De viste natur billeder er fra området, hvor gruppen modtog de nedkastede faldskærmsagenter, våben og sprængstoffer. Foto : LH. |
Medlemmer af Hvidstengruppen indsamler her nattens våbennedkastninger. Dyrlæge Albert Iversen, ses med en sammenrullet faldskærm og bemærk manden til venstre der holder vagt med skudklar maskinpistol. Det var med en enorm fædrelandsvilje, mod og mandshjerte, som disse modstandsmænd modtog en hel del illegale våbennedkastninger med. Og som desværre fik en trist og tragisk afslutning.
Hvidstengruppen havde flere gange modtaget nedkastede engelske faldskærmsfolk, som de to søstre sørgede for blev indlogeret diverse steder for senere at føre dem til modstandsbevægelsen. Albert Iversens status som dyrlæge gjorde, at han kunne færdes ude om natten, og derfor når de modtog Faldskærmsagenter sørgede han, for at de hurtigst muligt blev kørt ind til Tulles hus i Hvidsten. Faldskærmefolkene havde fået tildelt diverse opgaver at udføre sammen med modstandsgrupperne. De første de modtog, skulle vise sig at blive aldeles katastrofal samt ganske tragisk og dermed enden på det imponerende pionerarbejde de udførte for Danmark og modstandsbevægelsen. To af de første modtagne faldskærmsmand skal udføre opgaver i Århus, hvortil de er blevet transporteret, og under en af disse opgaver i Dec.-1943, blev de anholdt og arresteret. Ordren var ellers, bliver i taget og arresteret, så skulle de sluge den Cyankaliumpille, de var udstyret med. Men trist for dem, tragisk for Hvidstengruppen og sørgeligt for modstandsbevægelsen undlod en af dem at gøre dette, som ellers var en ufravigelig ordre og som
Hvidsten Kro blev nu holdt under opsyn for at skaffe yderligere beviser, og da disse mentes at være i hænde for videre forfølgelse, slog Gestapo til d.11 marts 1944 kl. 6.15 under ledelse af Gestapochef Schwizgebel og hans folk. De omringede kroen, så al forsøg på flugt var udelukket, og arresterede kroejer Marius Fiil og hans søn Niels, svigersønnen Peder Sørensen, samt døtrene Kirstine (Tulle) og Gerda. Kun Andreas Stevnz, hvis lade i første omgang blev brugt som opbevaring af våben, efter en nedkastning var veloverstået, nåede at slippe væk og flygtede til Sverige. Denne sorgens morgen afstedkom, at yderligere fem medlemmer af den berømte gruppe i løbet af ugen blev anholdt og ført til Gestapos hovedkontor i Århus. Efter lange forhør m.m overførtes de i slutningen af marts måned til Horserødlejren. Men den 22 maj 1944, dagen efter Marius Fiil havde fejret sin sidste fødselsdag under nogenlunde frie forhold i lejren, blev de overført til Vestre fængsel i København. Her blev de stuvet sammen i en celle ventende på det, som de inderst inde vel nok håbede på ikke skete, men som bestemt også i deres bevidsthed kunne blive det endelige udgangspunkt med døden til følge, ved at tage kampen op mod besættelsesmagten, men deres fasttømrede og helstøbte venskab, som forbandt dem ville Gestapo aldrig under nogen form, kunne få held til at fratage de
 |
| Teologistuderende Christian Ulrik Hansen, sørgede hver aften i cellen for, at der blev bedt en aftenbøn. |
I cellen kom de til at sidde sammen med en gruppe fra Himmerland under ledelse af den unge modstandsmand Christian Ulrik Hansen, som hjalp og senere efterfulgte Flemming Junker, med at lede hele modstandsbevægelsen i Jylland, da han Fl. Junker efter Hvidstengruppens tilfangetagelse måtte flygte først til Sverige dernæst til England, hvor han over BBC radio deltog i kodearbejdet for nedkastningerne i Danmark. Christian Ulrik Hansen. som var en dygtig leder og organisator af modstandsbevægelsen, blev anholdt af Gestapo på banegården i Aalborg i februar 1944. Under transporten til Gestapos hovedkvarter som jeg, som tidligere Aalborgborger, ved kun lå ca. 250 m fra banegården, her forsøger han at flygte, men bliver skudt i det ene ben og han opgiver og anholdes atter og smides i en celle i den dengang berygtede Gestapobygning på Boulevarden i Aalborg, hvor forhør og tortur fandt sted, hvilket mindepladen over den stikker angivne modstandsmand Holger Emil Clausen vidner om, som under grusomme torturmetoder (uden at røbe det mindste ) endte med at blive henrettet ved nakkeskud i garagen i gården til den forhadte bygning.
Efter forhør og utvivlsom hårhændet behandling hos Gestapo, overføres Chr. Ulrik Hansen til Horserødlejren og siden derfra til Vestre fængsel i Kbh, hvor han den 18 juni 1944 dømmes til døden og fem dage senere henrettes i Ryvangen. Hvorfor han alene skulle forlade cellen og kammeraterne for at blive henrettet ved kun tyskerne selv, for blot seks dage senere, fik hans venner og celle kammerater fra Hvidstengruppen foran den tyske krigsret 26 juni 1944, oplæst dommene p.g.a. deres illegale og direkte modstand mod den tyske besættelse, krigsretten afsagde seks fængselsdomme fra to-fire år samt tugthus på livstid, og otte medlemmer, som mere aktiv deltog i modtagelsen af våben og faldskærmsagenter og til videregivelse af sabotagemateriel og våben til modstandsbevægelsen i Danmark, blev idømt dødsstraf ved skydning, som eksekveredes 3 dage senere. Så at fratage dem deres sidste venskab inden for kun ni dage, vidner om hvad krigsmanerer mangler af empati og forståelse for dem der undertrykkes.
Husmoder Kirstine Sørensen f. Fiil, Hvidsten .Landmand Jens Stenz, Chauffør Barner Hyldgaard Andersen
dømtes til tugthus på livstid.
Den officielle bekendtgørelse lød : Ved Krigsretsdom af 26 Juni 1944 er følgende blevet dømt for deltagelse i sabotageforbrydelser
Kroejer Marius Anton Pedersen Fiil, Hvidsten
Kromedhjælper Niels Fiil. Hvidsten.
Bryggeriarbejder Peter Bergenkammer Sørensen,
Mekaniker Johan Kjær Hansen.
Radioforhandler Niels Nielsen Kjær,
Karetmager Søren Peters Kristensen.
Møller Henning Andersen.
Dyrlæge Albert Carlo Iversen dømtes alle til døden.
Lillebilvognmand Anders Venning Steensgaard,
Købmand Knud Peter Buckhorn Christensen
dømtes til hver fire års tugthus.
Servitrice Gerda Søvang Fiil, Hvidsten,dømtes til 2 års ungdomsfængsel.
De Iversen og Steensgaard tilhørende personbiler og Christensens lastbil, der alle var blevet benyttet ved forbrydelsernes gennemførelse, og de beslaglagte våben, sprængstoffer m.v. blev konfiskeret.
Dødsdommene er torsdag den 29 Juni 1944 blevet fuldbyrdet.
For uvedkommende kan det være svært at forestille sig, hvilke tanker, der er løbet gennem disse heltemodige mænd, da dødsdommene en for en blev oplæst og forkyndt, som nu må ofre livet for det, som de af nationale og fædrelandskærlige grunde påtog sig af egen fri og personlig vilje. Deres nationale sindelag stod ikke til at ryste, selv ikke det at risikere at skulle betale den højeste ultimative pris, selve livet, kunne end ikke ændre eller rokke ved deres bevidsthed om dette! Kirstine, også kaldet "Tulle", beretter i et interview, at hun og søsteren fik lov at være sammen med dem dagen før henrettelsen og om, hvordan de roligt og behersket talte og lo lidt, spiste lidt chokolade, som om det var en helt normal familiekomsammen de deltog i. Hun siger videre, at de bad fadervor, hvorefter de siden gik til deres celler, som nu var blevet til enkelmands celler på grund af dødsdommene. Det var her, de skrev de sidste breve til familien, de vinkede, smilte til hende medens de stod i dørene, og hun så nu deres ansigter for sidste gang, og i en sådan alvorlig stund, kan man nemt forstå, var et øjeblik, hun aldrig vil glemme.
Næste morgen d. 29 juni 1944 hvor midsommersolen kaster sine første stråler på Vestre Fængsels tage og tykke mure brydes stilheden af høje kommandoråb og støvletramp, en raslen med nøgler og døre der åbnes og smækkes, lysene i de 8 dødsdømtes celler bliver tændt, og de får besked om at klæde sig på og kun dette, man kan kun gætte på hvilke følelser det må have påført dem for derefter at begive sig ned til den ventende lastbil og transporteret ud til Ryvangen og hen til stedet, hvor mange danske modstandsfolk før og siden blev skudt og henrettet!Jeg er overbevist om, at når viljen er tilstede tilligemed ønsket om at leve i fred og frihed med hinanden, og disse demokratiske muligheder bliver tilsidesat af en brutal og kynisk krigsmakt, vokser der sig hos nogle frihedselskende personer en harme og sand tro på at ville forsøge aktivt at modvirke dette af egen fri vilje, som også gik forud for Hvidstengruppens berømte jyske medlemmer, som derfor deltog i et modigt og dødsensfarligt modstandsarbejde i forsøget på at begrænse den tyske nazismes hærgen, frygt og uhyrligheder mest muligt. Gestapos metoder var grusomme, og var den direkte årsag til, at en af gruppens modtagne faldskærmssoldater senere tilfangetages og røbede Hvidstengruppens eksistens. Det gloværdige pionerarbejde de som modtagergruppe af våben, sprængstoffer og illegale faldskærmsmænd modtog nedkastet i faldskærm fra de engelske flyvere i nattens mulm og mørke, fandt hermed sin afslutning, et modstandsarbejde, som de med stor fare måtte lede længe efter inden alle containere var fundne og gemt væk, for senere at blive formidlet videre til modstandsbevægelsen, som alene af den grund blev mere effektiv i deres handlinger. Og man kan forstå igennem ord og efterskrift, at man er dem stor tak skyldig! Man kan ærgre sig over, at gruppen ikke fik lov at udføre flere operationer af den art, men alle var bevidste om, at det kunne ende med det, som de nu stod overfor, at blive skudt for deres opstand og forbrydelser mod det tyske rige, som tyskerne påstod, heltemodigt og ærefuldt modstandsarbejde sagde danskerne derimod dengang
Henrettelsen opad de tre simple træpæle i Ryvangen skete to og to, og vandringen hen imod dem, hvortil de blev bundet, er sket udfra det man kan læse om disse personer med ro og værdighed og ægte jysk besindighed, og med, vil jeg tro, nogle få ord og bemærkninger fra kammeraterne, som for evigt vil tilhøre dem iblandt og være dem evigt forbundet. I disse sidste sekunder hvor livets lys skiftede til dødens mørke, kan man kun gætte på, hvor deres tanker har været placeret!
Men da skuddene og kuglerne faldt, mistede Danmark noget sjældent menneskeligt og værdifuldt, som altid bør huskes, æres og værdsættes i taknemlighed !
Gerda og Tulle Fiil var nu vågnet ved den megen larm og støj ude på fængselsgangene. De var bevidste om, at det som foregik, kunne være det, som de frygtede. Nemlig at familien og resten af gruppen nu blev ført afsted og blive henrettet, og de var også klar over, at dette kunne ske og være enden for dem, hvis alt gik galt. Det var altså desværre situationen her og nu, hvor 8 modige og brave mænd, med helhjertet stolthed til dette at være dansk, og retten til at kæmpe for det man tror på, skånselsløst hentes i fængslet og nu må se døden i øjnene. Begge søstre er naturligvis berørt af morgenens frygtsomme hændelser og for at få vished om, hvad der er foregået, beder Kirstine "Tulle" om lov til at gå på toilettet, og bemærker da, at navneskiltene ud for de af Hvidstengruppens dødsdømte medlemmer er blevet fjernet og kommer nu tilbage og meddeler sin søster, hvad som nu kan være sket. De er selvsagt meget berørte og græder begge med rette over det tragiske, som formodes at måtte være hændt deres nære familie og bedste venner og kammerater fra gruppen. I trods og væmmelse over, hvad denne usle krigsmagt og kyniske bødler har forårsaget af koldblodigt ondskab ved disse henrettelser, er det i timerne umiddelbart efter fuldbyrdelsen af dødsdommene, at Tulle Fiil i vrede beder om pen og papir og skriver sit kendte og stærke brev til det tyske riges befuldmægtige i Danmark Dr. Werner Best.
Tulle og Gerda blev siden sammen med de andre tre medlemmer, som ikke blev dødsdømt, sendt til Tyskland for at afsone deres Tugthusdomme der. Efter Krigen kom de hjem med de hvide Røde Kors busser, men desværre for Tulle kom de mange traumatiske og psykiske hændelser til at berøre og påvirk
På billedet ovenfor ses pælene, hvor de 8 dødsdømte blev tilbundne og henrettet! Jeg har et par gange besøgt Ryvangen i København og med vemod og i dyb respekt, besøgt stedet hvor disse morderiske hændelser fandt sted.
Marius Fiils sidste brev til sin hustru få timer før han henrettes!
Kære elskede Gudrun.
Bitten, Tulle, Gerda, Ritha, og Otto og Stumpen!
Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et Menneske kan få det, vi er ved godt Mod alle sammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige Hvile i Herrens Arme.
Og når alle I kære derhjemme holder sammen om vores kære Hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens Hus, hvor der er Fred og ingen Krig, og til den Tid må I stå sammen og holde sammen og arbejde for Hjem og Danmarks Sag, så den slægt, som skal bære vort Slægtsnavn frem, kan sige: Vore Fædre faldt med Ære for Danmarks Sag og vor Konge. Husk, der er mange, der faldt før os. Husk danske Sømænd ude i Verden. Danske herhjemme før os, og dem efter os, - alle har vi gjort, hvad vi kunne, om det kun var lidt, men vi skammer os ikke, vi siger som Blicher " La vos aalti blyv ved de, Faar sit Baan ka kinnes ve " Og vi kan være vor Børn bekendt, kære Gudrun, og bliv ved med den samme Opdragelse, så vil de ære dit og mit minde, og det vil blive bevaret i Fremtiden. Der vil komme sorgfulde Dage for dig, min Elskede, med Kamp og Arbejde, men du må bære det i Herrens Navn og stole på ham, han har hjulpet mig, i de sidste Dage, læg trygt din Tillid til ham, og han vil hjælpe jer alle, Herren Vil hjælpe jer, Herren vil bevare jer, Herren vil lyse Fred over jer alle og Herren vil alle Dage være med Eder alle, I kære derhjemme.
Jeres Far og din Mand, Marius.
Et smukt og berømt brev fra Kirstine Fiil til Werner Best, som fortæller om hendes syn på henrettelsen af medlemmerne fra Hvidstensgruppen.
Kirstine blev også kaldt Tulle.
Tysk afdeling, Vestre Fængsel
Et smukt og berømt brev fra Kirstine Fiil til Werner Best, som fortæller om hendes syn på henrettelsen af medlemmerne fra Hvidstensgruppen.
Kirstine blev også kaldt Tulle.
Tysk afdeling, Vestre Fængsel
den, 29. juni 1944
Det tyske riges befuldmægtige,
Dr. Best.
I anledning af, at De i dag har henrettet otte danske mænd, føler jeg trang til at sige Deres exellence min mening, ikke for min families skyld, som i dag er blevet skudt, men for alle dem, der kommer efter dem, for nogle kommer, det ved vi. Deres Excellence må da kunne forstå, at fordi der sker sabotage ude i byen, og der bliver henrettet otte mænd, som ikke har haft noget med det at gøre, så vil uroen ikke holde op, den vil tværtimod blive værre.
Deres excellence har jo også været så længe i Danmark, og må vel efterhånden kunne forstå dansk tankegang. Det arbejde vores mænd har gjort, er ikke gjort af had til Tyskland, men fordi Danmark er i krig, for i krig er Danmark.
Jeg har selv en lille pige, som i dag har mistet sin fader, morfader og morbroder, hun kan heldigvis ikke forstå det, men kunne hun, ville hun alligevel være stolt af dem. Min broder sagde den sidste gang, jeg så ham: "Vi ved, at et fjæld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv."Det vil Danmark ikke, for Danmark og alle dem, der gav deres liv for Danmark, vil vidne om, at selv et lille land som Danmark må have lov til at tænke selvstændigt. Nu har jeg ikke mere på hjerte, kun dette ville jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en mand, far og broder, der var værdige til at dø for Danmark.
Se links hvor "Tulle" og Gerda Fiil hver især beretter om dommene !
Ved at føre musen henover det mørke område herunder, fremkommer de to ovennævnte videoer med de to søstres beretninger.
http://www.1sted.dk/2verdenskrig/danmark/film-hvidstengruppen.aspx
Nedenfor uddrag hentet fra tidligere kredsdyrlæge Helge Mikel Jensen,s smukke beretning om Dyrlæge Albert Andersen og Hvidstengruppen.
Overlæge Jørgen Røjels bog “Modstandsgruppen Hvidsten” beretter følgende fra denne højtidelighed:
Der blev i kirken talt af sognepræst Th. Glahn og sunget salmer. Cellisten Louis Jensen spillede Bachs Andante og kgl. kammersanger Einar Nørby sang solo. Derefter talte kommandør Kai Hammerich, der bl.a. sagde: “I disse dage har Danmark fået sine faldne tilbage, det øjeblik vi både frygtede for og længtes efter, kom nu midt i Danmarks frihed og sommer. Nu er I på vej hjem for at hvile i jeres egen jord derovre i Hvidsten, som gennem jeres heltedød er blevet en kendt plet for snart hvert barn i landet. Om få dage skal i hvile sødt i Jyllands jord, og vejfarende vil standse og blotte hovedet, hver gang de passerer mindestenen, der er rejst for de otte frihedskæmpere og som skal afsløres i næste uge. Men i dag er det os herinde i København, der i dybeste taknemmelighed sender jer tilbage. Og frihedskæmpere fra København står æresvagt om jeres kister, og den store Grundtvigskirke er fyldt til sidste plads for at vise jer den sidste ære. Frihedskæmpere ! Et stort ord at tage i sin mund. Men ikke for stort for dem, der kæmpede i det skjulte uge efter uge, måned efter måned, længe før befrielsen var inde - kæmpede netop for denne befrielse, som de ikke selv kom til at opleve. Vi er sammen for i ærbødighed at mindes otte af vort lands stærke frihedskæmpere. Som det mest selvfølgelige af alt Atog de dagens og nattens livsfarlige gerning op; modtog våben, som blev sendt os fra England. De gjorde deres arbejde i en fast overbevisning om, at netop på denne måde skulle og kunne de tjene Danmarks sag. De kunne ikke lade være - det måtte briste eller bære. Og så en dag brast det. Disse mænd, der ikke var af mange ord, men som til gengæld handlede - disse mænd, der til deres dødstime intet røbede, blev en dag selv røbet. Og vejen, den ubønhørlige, gik gennem fængsel og forhør, indtil dødsdommen så endelig blev afsagt den 26, juni i fjor for de ottes vedkommende, mens de andre blev sendt til Tyskland. “Terrorister og sabotører” skrev tyskerne med store overskrifter. “Patrioter og frihedskæmpere” tænkte og vidste og sagde alle vi andre. Hvordan ærer vi andre nu dette minde bedst?. Svaret må blive, at vi ærer kun de faldne i Danmark ved hver dag at vinde freden og friheden. Ved uden vaklen at gøre hverdagens gerning for at bygge et bedre Danmark op end før. Måtte den ild, der tændte Danmarks modstandsbevægelse i brand, stadig brænde i danske hjerter. Lad os aldrig glemme, at de otte mænds død, vi her er samlet om, var med til at sætte hele den verdenskendte danske folkestrejke i gang. Dråben var flydt over bægeret - og Danmark viste voldsmagten og hele verden sin sande natur. Mandigere svar har et folk aldrig givet på så stor en sorg og harme. Skal vi med dyb tak til vore faldne, om nu bisættes her fra Grundtvigskirken, love dem og hinanden med Guds hjælp at gå videre af den vej, de viste os, og skal vi med dette løfte i vore hjerter - denne bøn - rejse os op for i stilhed at mindes disse otte af “Danmarks velsignede drenge”, som Kaj Munk kaldte dem, der stred og faldt, indtil landet blev frit. Æret være deres minde”. Den 16. juli 1945 kom de faldne så hjem til Hvidsten og Spentrup. I spidsen for det lange sørgetog, der fulgte de otte mænds urner, gik 6 hvidklædte piger, som gik foran og strøede blomster på vejen.
En smuk gestus, som ses herunder
 |
| Foto : venligst udlånt af Purhus Lokalarkiv |
!
 |
Efter en længere rejse fra Ryvangen, over bisættelshøjtidligheden i Grundtvigskirken i København, nedsættes Hvidstengruppens urner i en fælles mindelund i Hvidsten, som ses herunder! |
Se link til video i og fra Randers Amtsavis.! http://youtu.be/_MhzhOcC4Q0
NB.
For dem som ikke ved det, indspilles der for nuværende en film om denne berømte og legendariske modstandsgruppe. Filmen er nu færdig og har haft premiere 1 Marts 2012!
Kilder :
Bogen : Krigen 1939-1945 Bind 3
Redaktion Erik Møller, Danmark
H.O.Christophersen, Norge
Åke Thulstrup, Sverige
Bogen: Danmark besat og befriet
ved Hartwig Frichs.
De så det ske under besættelsen
af Per Eilstrup
Lars Lindeberg.
History Watch
Purhus Lokalarkiv.
Min Svigerdatters Familie.