Maria Callas født Kalogeropoulou, var datter af græske forældre, som emigrerede til USA nærmere bestemt New York city, som de var indrejst til fire måneder før hun fødtes. Her gennemførte hun sin skolegang til og med 8 klasse, hvorefter hun med sin mor og søster returnerede til Athen. hun var allerede som barn en stor sangbegavelse som bidrog til at hun i en alder af kun 13 år blev optaget på Nationalkonservatoriet som elev hos Marie Trivella, som siden førte hende til at blive optaget på Athens Konservatorie, hvor hun studerede hos den spanske koloratursopran Elvira de Hidalgo.
Allerede som kun 15 årig debuterede hun i konservatorieregi som Santussa i Pietro Mascagni´s Cavalleria rusticana. ( Som absolut er en af mine yndlings operaer)
I 1945 forlod hun Athen, hvor hun inden da med stor succes formåede at debutere og synge i omkring 75 forestillinger ofte i krævende roller, som fx titelrollen i Puccini´s Tosca, Leonore i Beethovens Fidelio og Marta i d`Alberts Tiefland. Hun debuterede i 1947 i Arena de V i Italien og Verona, hvor hun sang titelrollen i Amilcare Ponchellis La Gioconda, Glucks Aiceste og Iphigenia på Tauris, Giodanos Andrea Schenier og Feodora samt Rossinis Tyrken i Italien og Barberen i Sevilla.
Hendes Popularitet steg i styrke og gav hende debuteringer på de største opera scener i London, New York og Paris. Hendes berømmelse var enorm, men berømmelsen havde sin pris, de store krævende primadonna roller rundt i verden sled på hendes stemme som anmelderne skrev om og som gjorde Marie Callas vrissen og sårlig, som udmøntede sig i flere alvorlige kontraverser med diverse operaledelser. Pressen begyndte nu at fremstille hende som en temperamentsfuld primadonna, som flere gange gav sig udtryk i at en forestilling måtte aflyses.
Opera eksperter, men Marie Callas er den bedst kendte kvindelige operasanger i efterkrigstiden. Hun havde i sine bedste år en fremragende Bel canto - teknik, en vidtspændende stemme og magnetisk scene udstråling. hun trak sig tilbage fra en lang og glorværdig og til tider kontroversiel opera karriere i 1965 og døde i sin lejlighed i Paris 1977.
Man hører ofte i forbindelse med opera og sang benævnelsen bel canto, som jeg herunder i relation til- " Store norske leksikon " der gerne herunder giver definitionen herpå.
Bel canto er en italiensk operaterm fra 1600- til 1800-tallet som har blevet genstand for en række definitioner. Fælles for dem alle er at bel canto betegner et sangideal, hvor stemmens ekspressivitet og fleksibilitet kombineres med skønne klangfarver. Operaer af komponister som Rossini, Donizetti og Bellini er skrevet i bel canto-stil. Det samme kan siges om de tidlige operaer af Verdi.
Mens fransk og tysk operastil på 1800-tallet udviklede sig mod mere dramatiske former, var de italienske komponisters operastil fortsat stærkt præget
af barokkens og kastratsangernes færdiggjorte stil.
NB. Ekspressivitet og fleksibilitet forstår jeg, som værende udtryksfuld, og smidighed eller bøjelighed i udførelsen af bel canto sang.
Sangeren som medskaber
Bel canto hviler på tre søjler: ornamentikken, det kunstfærdige udtryk og sangeren som medskaber til værket. I bel canto udtrykkes al handling og alle følelser igennem sang. Komponisten udformede det musikalske skelet, og det blev forventet at sangeren fuldførte komponistens intentioner ved selv at ud brodere musikken. Hver opsætning blev påvirket og udformet af de aktuelle sangere. Man kan derfor sige at der ikke findes én ægte eller oprindelig version af en god bel canto-opera.
Når en sanger synger i bel canto forudsætter det en kundskab om fastsatte regler for det musikalske sprog. Ethvert udtryk eller følelse har sin form for ornament inden bel canto-traditionen.
En kaskade af toner, så kaldt, koloratur kan for eksempel betyde sine, og en kromatisk nedadgående skala indikerer sorg. Udtryk som , latter og gråd, som blev vanligt i den efterfølgende tradition, verisme er ikke tilladt i bel canto. Orkesteret har en akkompagnerende rolle og skal ikke udtrykke følelser eller handling. I bel canto er dermed handlingen forbeholdt sangeren.