Marie Triepckes fascination af P.S Krøyer og hendes drøm om at blive maler !

Interiør med kunstnerens hustru 1889Af P.S Krøyereget af Den Hirschsprungske Samling.

Hvad nygifte Marie Krøyer har i tankerne, når hun ser sit kønne hoved i spejlet, ved hun jo selv bedst, mens hun står model til dette maleri af hendes nygifte mand, den verdenskendte kunstner P. S Krøyer. Men vi, som beskuere af billedet, har jo lov at danne vores egen private mening derom, det kunne jo tænkes, at mesteren til maleriet har bedt hende rette lidt på frisuren, eller måske har hun selv i sin nye tilværelse, som forelsket nygift, villet koncentrere sig om at se bedst mulig ud for sin lykkelige og forelskede mand, eller fornemmer man en smule skepsis hos hende. Det kunne måske skyldes det nye liv, som hun nu er begyndt på sammen med den person, som hun netop lader sig forevige af og som hun, siden de tidligste ungdomsår, af hele sit hjerte har først forgudet og siden elsket til nu at være hans hustru. Ikke så underligt at hendes tanker i denne poserende stund dvæler ved denne skæbnens ironi, som har tilført hende så megen glæde siden den uforglemmelige forårsdag, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med maleren P. S. Krøyer, til nu også, at være hans hustru.Og nu hvor han af ren overstadig glæde over deres status som nygifte, absolut ville male hende lige på stedet i deres lejede værelse på kroen i den lille fiskerby Stenbjerg i Thy. Det var der, de begge fandt grobund for at male de stemninger, som findes i og omkring havet og det lille samfund, som de nu for en tid var en del af.

Der har altid stået en særlig glans og nyfigen interesse over Marie Krøyer, som synes de senere år at blive forstærket gennem museumsbesøg, kunstudstillinger, debatmøder og diverse kulturarrangementer i selvsamme forbindelse, som bliver hende tildel, ikke blot her, men verden over. Hendes malerarbejde har der fra første færd været ganske stille om, og hendes privatliv ville hun også helst beholde for sig selv. Men én ting har hun dog ikke kunnet skjule, som de mange breve og artikler om hende tilkendegiver, og som fortæller os, at hun besad en uimodståelig skønhed og sensuel udstråling, og hendes omdømme som erotisk væsen har vakt manges interesse såvel positivt som negativt.Hun betog mændene omkring sig på grund af sit smukke og delikate ydre, men bestemt har også hendes høje intellektuelle niveau gjort hende ekstra tiltrækkende i den kreds af unge kulturradikale herrer, hvor hun færdedes.Citat: fra Forfatterinden Lise Svanholm's bog Skagen - Monografier
Marie Triepcke, som hun døbtes, blev født den 11 juni 1867 af tyske forældre, som var bosat i København, hvor faderen var væveridirektør og hed Max Triecpke, hendes moder hed Minna (f.kindler). De flyttede dog tilbage 20 år efter Maries fødsel. I årene inden da, voksede Marie op i et borgerligt miljø med de privilegier, som følger med i form af beskyttet opvækst samt med god og høj uddannelse. Marie Krøyer brugte enhver lejlighed til at sidde og tegne for sig selv, og hendes fadervar selv meget kreativ, bl.a. tegnede han motiver og mønstre til fabrikation på væveriet. Og formodes må det, at Marie fik sine tegnekundskaber i arv fra ham, og han har givet tilskyndet hende til at fortsætte med at blive dygtigere. Familien var flittige gæster på de Københavnske museer, og det var da også på et sådant besøg, Marie som 13 - 15 årig kunstinteresseret pige vandrede rundt og beså, hvad Charlottenborgs forårsudstilling i 1882 kunne fremvise. Og pludselig stod hun som paralyseret og stirrede målløs på et maleri, som var så fantastisk malet, at det var som hun selv befandt sig inde hos de fattige og halvnøgne udslidte kroppe, som lyste så levende og gennemsigtig henover de håndværkere, en far og hans to sønner, som arbejdede i værkstedet. Billedet var meget realistisk malet af berømte P.S. Krøyer og forestillede de Italienske - Landsbyhattemagere. Marie var betaget, for hvem var denne maler, som har kunnet male modlyset så kunstnerisk virtuost, at det måtte have optaget kunstneren mere end selve arbejdet med at male hattemagernes usle kår. Maleriet faldt absolut ikke i god jord blandt datidens borgerskab, som fandt, at denne socialrealisme i maleriet var anstødelig og fornærmende, så af den grund demonstrerede de voldsomt over maleriet, uden at beskæftige sig nævneværdigt med den fantastiske lysvirkning, Krøyer havde skabt!. Men trods al virakken modtog billedet akademiprisen Thorvaldsen Medaillen på Charlottenborg i 1882, og året før fik det tilkendt medalje af tredje klasse på Parisersalonen.Marie Triepcke havde tidligere talt om at blive maler, men efter denne intensiverende oplevelse var hun nu fast besluttet herpå. Hun berettede for sin veninde Ida Hirschsprung, hvad hun havde oplevet og talte kun om denne utrolige og dygtige maler, og fik da at vide, at han af og til kom som gæst i det Hirschsprungske hjem, og hun bad da straks veninden berette om dette mest muligt, og på den måde fik hun god viden om ham. Grundet sit venskab med frøken Ida, kom Marie en del i hjemmet hos fabrikant Heinrich Hirschsprung, som var en stor beundrer af Krøyer og som købte mange af hans arbejder i form af skitser, akvareller og talrige malerier. Hirschsprung havde tidligt fattet interesse for P.S. Krøyers store kunstneriske talent og støttede ham med kunstkøb og delvis finansiering af hans udenlandsophold 1877-81. Krøyer blev hurtigt ven af hele den Hirschsprungske familie. Citat: Museumsdirektør Marianne Saabye.

Italienske landsbyhattemagere Sora 1880Af P.S. KrøyerEjet af Den Hirschsprungske Samling

Den Hirschsprungske Samling,
Marie havde på den måde rig lejlighed til at beskue og beundre de mange malerier, og hun nærede et brændende ønske om at måtte se den kunstner, som kunne male så betagende, at det forblev foran ens øjne længe efter. Veninderne og den Hirschsprungske familie drillede hende for hendes syn på Krøyer, men hun lod sig ikke anfægte og drømte videre om dette at kunne uddanne og bevæge sig i malerkunstens verden.

En kendt malerinde Bertha Wegmann søgte i tiden derefter modeller til sit atelier, hvor frøken Triepcke henvendte sig og blev antaget og sad model for hende til skiftende arbejder i nogle år. Her faldt talen ofte på hendes kærlighed til malerkunsten, og hun fortalte om sine planer, og at hun selv sad og tegnede eller lavede akvareller, som fru Wegmann bad hende tage med og vise sig, og hun foreslog, at hun skulle søge ind hos Krøyer, som hun hjalp hende med.Men Krøyer afslog, han agtede ikke at bruge tid på alle de unge mennesker, der fik disse malergriller i hovedet, og han mente, at en ung piges pligter ikke skulle gå til spilde ved at forsøge at lære sig at male, men skulle bruges og udvikles i hjemmet, og talentet manglede den unge dame sikkert også, så han afslog. Med et så inderligt og vitalt ønske om at blive kunstmaler, kom denne meddelelse som et chok forMarie, og hun blev ganske trist derved. Men hun opgav ikke sine drømmes mål, hun ville være maler, og igennem en mandlig bekendt til Ida Hirschsprung, som var assistent i Kulturministeriet, som hun nedslået havde berettet det skete til, hjalp han hende nu med at komme ind på Carl Thomsens malerskole. Straks hun begyndte der, opstod der hurtigt ondsindet sladder omkring hendes person, hvor det hed sig, at hun havde sendt hr. Thomsen nogle charmerende øjne og blikke, som han ikke kunne stå for, og på den måde fik hun en fordel frem for sine ringe og manglende kundskaber. At hun var bedårende og besad en skønhed, som skabte misundelse, er uden for diskussion, men at medsøstre laver smædekampagner af grunde, som er givet hende i vuggegave, skulle man mene var ganske uhørt!

' En duet ' af P.S. Krøyer 1887Statens Museum for Kunst

Som elev på skolen, var et led i uddannelsen, at tage på ekskursioner på div. maleratelierer, og det var netop på en sådan ekskursion, at hun sammen med en veninde og hendes ministerieven A.P. Weis besøgte P.S. Krøyers atelier. Han som havde hjulpet hende ind på skolen, havde nu også formidlet dette besøg. Efter at være blevet introduceret for Krøyer lod han dem vandre rundt og betragte de mange færdige og ufærdige maleropgaver, der fandtes i hans atelier midt i København. A .P. Weis underholdt sig med Krøyer, men han lagde også mærke til, at Krøyer ofte så efter de to veninder, og hans øjne faldt oftest på den smukke og elegante frøken Triepcke, og sympatien og interessen for denne smukke kvinde blomstrede op hos ham, så han måtte bestemt bede hende sidde som model for sig, hvilket hun med glæde indvilgede i, og hun blev foreviget som tilhører på billedet " En Duet ", hvor hun ses lyttende i forgrunden til nogle kunstnere, der underholder ved en aftenfest hos Hirschsprungs. Det var første gang, han med pensler og palletten blandede farver og strøg dem på lærreder, hvor hun var indblandet.

I sin maleriver havde Marie og nogle malerveninder foranstaltet, at der blev oprettet kursus i malerundervisning for kvinder, ved i okt. 1885 at rette henvendelse til " Kunstnernes frie studieskole, " hvis bestyrelse bestod af hendes tidligere lærer Carl Thomsen, Krøyer og Laurits Tuxen, som fandt ideen udmærket. Det nye alternativ var ikke i begyndelsen særlig populær, men det må alligevel have haft sin berettigelse, da det blev den direkte årsag til, at afdelingen for kvinder på Kunstakademiet blev oprettet, som det ellers ikke før var muligt. Måske har Krøyers bekendtskab med Frk. Triepcke spillet ind, da hun fik ham til at undervise på sin skole, som hun selv studerede videre på og dygtiggjorde sig der igennem 2 vintre. Og det har givetvis lagt kimen hos Kunstakademiets bestyrelse til at ændre reglerne til det bedre. Marie nævner selv i sin dagbog, hvor nervøs hun var, når Krøyer skulle komme og korrigere, hvad de havde arbejdet med siden sidst. Undervisningen bestod i tegning efter levende model. Et enestående tilbud til kvinder på den tid. Marie fik stor udbytte af disse kurser, som også de mange af hende bevarede studietegninger og pasteller vidner om.! Citat: Skagen - Monografier af Forfatterinden Lise Svanholm (Jeg har adskillige Gange gemt mig, medens han var der, af Rædsel for at vise ham mit Makværk - jeg var desværre altid besjælet af en højst hæmmende Selvkritik ) Mens han kom der, var de ofte sammen og hvor han malede billedet "Musik i Atelieret ", som hun sad model til. Af den enkle grund udviklede forholdet mellem Marie og Krøyer sig til, at de blev rigtig gode venner. Hun nærede stor sympati for ham og hans, som hun sagde, vidunderlige kunst.
Det var i den periode, Maries forældre flyttede tilbage til deres hjemland Tyskland, og Marie fulgte, som den velopdragne unge pige hun var, med dertil, men hendes hjerte og tanker forblev intakte, hvad angår malerkunsten. Så med den viden om malerkunsten, hun havde tilegnet sig i Danmark og med den som ballast, ville hun nu fortsætte og videreuddanne sig i malerlivets by Paris.Fra maleren og forfatteren Margrethe Loerges udmærkede og oplysende bog Portræt af Skagensmaleren P. S. Krøyers hustru, fremgår det, at afskeden med Krøyer og bekendtskabskredsen, hvortil bl.a. hørte Georg Brandes havde været vemodigt. Frøken Triepcke var omssværmet, smuk og intellektuel - fascinerede enhver med de blå øjnes dybe, næsten uudgrundelige blik, munden der på 'en gang kunne udtrykke - blidhed og spottende ironi, havde en næsten magisk magt.
Da hun indlogerede sig i byernes by Paris, vidste hun på forhånd, at flere skandinaviske kunstnere også var at finde i byen. Jonas Lie havde boet der i flere år, Bjørnstjerne Bjørnson med sin familie, og malerne Fritz Thaulow, Bernt Grønvold, Erik Werenskjold, Kitty Kielland, Agnes Slott - Møller, Anna og Michael Ancher, samt digteren Sophus Schandorph med frue, som med tiden blev nogle af hendes bedste venner. Af alle skandinaverne i Paris kom Sophus og Ida Schandorph til at stå Marie nærmest. De kom til at elske hende og tog hende til sig som den datter, de aldrig havde fået. Og de blev begge Maries holdepunkt i Paris.Ud fra et af hendes breve til vennen Georg Brandes, som er gengivet i ovennævnte bog, kan man læse, at hun nu er ved at finde sig til rette i Paris og bor på et pensionat nær Triumfbuen. Hun skriver videre Citat: Jeg tænker at bruge December Maaned til at se mig dygtig om i Paris og studere Louvre og Luxembourg ret grundigt. Så efter Nytår vil jeg gaa paa Atelier, jeg ved dog ikke ret endnu hvilket - jeg vil spørge Krøyer, han er nemlig hernede og bliver her i Vinter. Jeg har ikke set ham endnu, jeg tror han bor mindst 2 timers vej fra mig)
Fra det øjeblik Marie og Krøyer atter mødtes, var de ofte sammen. De nød det Parisiske liv og besøgte byens kulturtilbud såsom teatre og kunstmuseer, når tiden tillod det, for det de begge var kommet til byen for, kom naturligvis i første række. Hun for at videreuddanne sig som kunstmaler, og Krøyer var der for at male et større bestillingsarbejde, som for ham tog længere tid end beregnet. Men under denne, for dem begge trods alt så glædelige tid i Paris, udbyggede de tilsammen et nært og venskabeligt forhold, hvor rygtet fortalte, at P. S Krøyer gjorde stormkur til den yndige frøken Triepcke og en snarlig forlovelse var i vente.
Det er og var som altid en blomstrende oplevelse at nyde det tidlige forår i byernes by Paris. Træerne langs de smukke avenuer stod i fuld flor, og vejret var lyst, mildt og indbydende til at nyde solens varme stråler fra de små borde, som var opstillet foran de små hyggelige cafeer langs gader og fortove. Det var også her Marie Triecpke og berømte P. S Krøyer fandt behag ved at sidde og hygge sig sammen over en drink eller Cafe'latte, mens de lod deres glæde og nyforelskelse skinne igennem for enhver, som bemærkede de to gæsters tilstedeværelse. De var begge forårsglade og lykkelige over, at deres bekendtskab havde udviklet sig til et nært og varmt kærlighedsforhold. For Marie havde den forløbne vinter været ganske uvirkelig. Hun følte det, som om hun svævede i en eventyrlig og fascinerende verden, hvor hendes første store kærlighed mellem hende og Krøyer var brudt ud, og i samværet med ham at tilhøre og færdes blandt ligesindede kunstnere, hvor de så absolut tilhørte inderkredsen, og hvor hun og Søren, som han blev kaldt blandt venner, befandt sig ofte og gerne i festligt lag. Studiedagene i malerkunst hos Puvis de Chavannes. Det var for hende aldeles et liv, som stod i skærende kontrast til de første år på den lille malerskole hjemme i København.

De havde nu, hvor de befandt sig i Paris, ikke den ringeste anelse om, at nogen var vidende om deres alt andet end platoniske forhold, men deres forelskelse havde sendt så mange signaler, at venneskaren ikke kunne undgå at bemærke, at forholdet blev mere intimt imellem dem, og hvad der så kunne forventes ud af det. Ved at kende en stor del af tilgængeligt materiale om - Kunstnerægteparret Marie og P. S Krøyer er det vel næsten fra begyndelsen bestemt, at det kun kunne ende på denne måde med forlovelse og bryllup. Der går en rød tråd fra Marie's første møde med Krøyer foran hattemagerbilledet til vinteren i Paris, hvor de mødes og forelsker sig. Den røde tråd kunne være skæbnen, da der er så mange tilfældigheder og sammentræf, at det ville være at gå mod al sund fornuft, hvis det skulle gå anderledes. Der var naturligvis onde tunger som mente, at Marie var en troløs, arrogant og hjerteløs kvinde, som på flere måder kunne have del i den unge Robert Hirschsprungs død tre dage efter, at Marie og Søren havde deklareret deres forlovelse i Paris. At sladderen skulle have et offer, vidner denne fuldstændige opdigtede historie om, idet Robert havde været syg og døde af tuberkulose, som han havde lidt af i flere år. At de var venner fra tiden, hvor Marie var en flittig gæst i det Hirschsprungske hjem er aldrig endt med nogen nær forbindelse mellem de to.
Fortsætter i nyt indlæg herover med titlen Fra Marie Triepcke til mytiske Marie Krøyer !

En Duet ", hvor hun ses lyttende i forgrunden til nogle kunstnere, der underholder ved en aftenfest hos Hirschsprungs. Det var første gang, han med pensler og palletten blandede farver og strøg dem på lærreder, hvor hun var indblandet.

I sin maleriver havde Marie og nogle malerveninder foranstaltet, at der blev oprettet kursus i malerundervisning for kvinder, ved i okt. 1885 at rette henvendelse til " Kunstnernes frie studieskole, " hvis bestyrelse bestod af hendes tidligere lærer Carl Thomsen, Krøyer og Laurits Tuxen, som fandt ideen udmærket. Det nye alternativ var ikke i begyndelsen særlig populær, men det må alligevel have haft sin berettigelse, da det blev den direkte årsag til, at afdelingen for kvinder på Kunstakademiet blev oprettet, som det ellers ikke før var muligt. Måske har Krøyers bekendtskab med Frk. Triepcke spillet ind, da hun fik ham til at undervise på sin skole, som hun selv studerede videre på og dygtiggjorde sig der igennem 2 vintre. Og det har givetvis lagt kimen hos Kunstakademiets bestyrelse til at ændre reglerne til det bedre. Marie nævner selv i sin dagbog, hvor nervøs hun var, når Krøyer skulle komme og korrigere, hvad de havde arbejdet med siden sidst. Undervisningen bestod i tegning efter levende model. Et enestående tilbud til kvinder på den tid. Marie fik stor udbytte af disse kurser, som også de mange af hende bevstudietegninger og pasteller vidner om.! Citat: Skagen - Monografier af Forfatterinden Lise Svanholm (Jeg har adskillige Gange gemt mig, medens han var der, af Rædsel for at vise ham mit Makværk - jeg var desværre altid besjælet af en højst hæmmende Selvkritik ) Mens han kom der, var de ofte sammen og hvor han malede billedet "Musik i Atelieret ", som hun sad model til. Af den enkle grund udviklede forholdet mellem Marie og Krøyer sig til, at de blev rigtig gode venner. Hun nærede stor sympati for ham og hans, som hun sagde, vidunderlige kunst.
Det var i den periode, Maries forældre flyttede tilbage til deres hjemland Tyskland, og Marie fulgte, som den velopdragne unge pige hun var, med dertil, men hendes hjerte og tanker forblev intakte, hvad angår malerkunsten. Så med den viden om malerkunsten, hun havde tilegnet sig i Danmark og med den som ballast, ville hun nu fortsætte og videreuddanne sig i malerlivets by Paris.Fra maleren og forfatteren Margrethe Loerges udmærkede og oplysende bog Portræt af Skagensmaleren P. S. Krøyers hustru, fremgår det, at afskeden med Krøyer og bekendtskabskredsen, hvortil bl.a. hørte Georg Brandes havde været vemodigt. Frøken Triepcke var omssværmet, smuk og intellektuel - fascinerede enhver med de blå øjnes dybe, næsten uudgrundelige blik, munden der på 'en gang kunne udtrykke - blidhed og spottende ironi, havde en næsten magisk magt.
Da hun indlogerede sig i byernes by Paris, vidste hun på forhånd, at flere skandinaviske kunstnere også var at finde i byen. Jonas Lie havde boet der i flere år, Bjørnstjerne Bjørnson med sin familie, og malerne Fritz Thaulow, Bernt Grønvold, Erik Werenskjold, Kitty Kielland, Agnes Slott - Møller, Anna og Michael Ancher, samt digteren Sophus Schandorph med frue, som med tiden blev nogle af hendes bedste venner. Af alle skandinaverne i Paris kom Sophus og Ida Schandorph til at stå Marie nærmest. De kom til at elske hende og tog hende til sig som den datter, de aldrig havde fået. Og de blev begge Maries holdepunkt i Paris.Ud fra et af hendes breve til vennen Georg Brandes, som er gengivet i ovennævnte bog, kan man læse, at hun nu er ved at finde sig til rette i Paris og bor på et pensionat nær Triumfbuen. Hun skriver videre Citat: Jeg tænker at bruge December Maaned til at se mig dygtig om i Paris og studere Louvre og Luxembourg ret grundigt. Så efter Nytår vil jeg gaa paa Atelier, jeg ved dog ikke ret endnu hvilket - jeg vil spørge Krøyer, han er nemlig hernede og bliver her i Vinter. Jeg har ikke set ham endnu, jeg tror han bor mindst 2 timers vej fra m

Fra Marie Triecpke til mytiske Marie Krøyer !

 

 

Hvorom alting er, så forlovede Marie Triepcke og P. S. Krøyer sig en smuk forårsdag og fejrede den i Paris sammen med gode venner, som bestod af Anna og Michael Ancher, Ida og Sophus Schandorph, Lauritz og Ursula Tuxen. Kort efter i Maj 1889 rejste de fra byernes by til hendes forældre i Augsburg i Tyskland, hvor de giftede sig. Marie i den jomfruelige alder af 22 år. Krøyer fyldte samme dag 38 år. Som nu og dengang florerer.sladder og ondskab hos folk, som desværre ikke på anden måde kan udtrykke sig legitimt. Det var også tilfældet få dage efter brylluppet. Hadet mod Marie var ikke nok med Roberts død til at stoppe igangværende rygter. Misundelsen tog over, for der var meget at misunde hende. Hendes talenter, hendes underskønne og bedårende udseende, alt ved hende var ganske unikt og anderledes, og at hun frem for andre fik den uopnåelige ungkarl Krøyer til at fri og gifte sig med hende var at gå for vidt! Georg Brandes skrev, efter at Politikken bragte nyheden om deres forlovelse og hurtige bryllup, at det var som det rene " tordenslag " for Maries tilbedere, men et glædesbudskab for hendes og Krøyers venner.

Marie maler på stranden 1889Stenbjerg StrandAf P. S Krøyer

Efter et par hvedebrødsdage i København, lejede de sig ind på en kro i Nordjylland ude ved vestkysten i byen Stenbjerg, som de den første tid som nygifte brugte som en slags rekreation oven på de lange rejser og festlige dage. Derefter tog maleriet over, der som oftest foregik nede på stranden. Krøyer holdt meget af at male i fri luft, mens Marie derimod ikke fandt det særligt tillokkende, samtidig med hendes selvdestruktive tanker om eget ringe selvværd, tilligemed hendes enorme krav og æstetiske sans, som forbød hende at acceptere færdigt arbejde. I et brev til Anne Ancher skriver hun om dette flg.- " Jeg gik og klattede og smurte lidt ude til at begynde med, men det volte mig altid så megen sorg og bedrøvelse, at jeg skyndsomst søgte ind igen til mine elskede interiører". Malet fik hun dog udført på stranden i den første tid i den lille vestkyst by, men foretrak altså helst at male indendørs bl.a. hos en ældre bondekone, som hun forevigede, som den fattige og nedslidte kvinde hun var. Når man fornemmer hvor forelsket og glad hun var ved at være nær Krøyer selv nede på stranden, forstår man bedre, hvilket behov Marie har haft for at male inde fremfor ude i naturen, hvilket Krøyer derimod elskede, og der fremdrog nogle af sine bedste billeder. Efter endt maleriarbejde, mødtes de så hen på dagen og udvekslede dagens arbejde med hinanden. Marie blev i den tid rigtig gode venner med Krøyers hund Hvaps, selv om den skelede til hende, når hun tog Krøyer i armen og gik tur i klitterne.
Efter nogen tid i det nordjyske rejste de på en længere bryllupsrejse til Ravello i Italien. Hvor de begge malede på livet løs. Marie havde fundet et motiv fra en skøn gammel klostergård, som hun malede som et impressionistisk billede med en stor virkning af lysflimmer over sig. I sine malerier fra Ravello, som males med olie på træ forsøger hun at indlemme træets bund ved at male så tyndt, at træets nuancer ses igennem. Marie havde sans og blik for de mindste detaljer, som ses og bemærkes i de ialt tre motiver, som hun malede i Ravello, hvor døre, portaler, figurer og søjleråbninger i rundbuestil går igen i alle tre billeder. De tre Malerier Består af " Klostergang i Ravello" " Italiensk smøge" "Terrasse med vigne "Det første dateret maj 1890 de to sidste er udateret. Hver af de tre billeder har sit eget farveunivers. Ses de sammen, er ligheden fra hendes farve og penselføring ganske slående.

Dobbeltportræt af Marie og Søren 1890.Malet af dem begge modsat hinanden!Skagen Museum.

Efter at kunstnerparret en tid havde boet i Ravello rejste de ned til Rom og siden, efter et kort ophold på Capri, kom turen til Napoli. I lang tid havde Marie følt sig sløj og frekventerede en læge, som stillede diaknosen tyfus. Sygdommen havde tæret så meget på Marie, at selv da hun syntes rask, genvandt hun aldrig sin tidligere styrke, og i årene derefter led hun til stadighed af eftervirkningerne fra denne alvorlige sygdom.Men skønt den fysiske udfoldelse var blevet mindre, fastholdt Marie kærligheden til maleriet, og i perioderne, hvor hun følte sig tilpas og feberfri, kom lysten til at finde lærred og pensler frem for igen at kreere og skabe egnede motiver på lærredet. Det var i den periode, hun sammen med Krøyer malede et dobbeltportræt af dem begge på samme lærred. At male et po

Bryllupsrejsen lakker mod enden. Marie Krøyer sidder en varm sommereftermiddag på terrassen, hvor vindruerne hænger ned fra loftet og espalier, her sidder hun eftertænksomt og forsøger at sammenfatte så mange af denne lange rejses lykkelige højdepunkter i kærlighedens og kunstens forevigelse, sammen med den mand, hvis kunst hun først elskede, til nu også at elske ham, der skaber kunsten. De har lejet et lille hus på Anacapri med den skønneste udsigt ud over havet, som de begge nu med vemod forlader, for at rejse hjem til Danmark og det dejlige Skagen.

Fransk Markedsplads 1898Af Marie Krøyer.

Søren og Marie lejede i årene 1891 - 1894 hver sommer Madam Bendtsens hus i Vesterby Skagen, som de begge to kendte gennem deres kunstnervenner, som for fleres vedkommende havde boet der. Huset med det store loftsvindue var som skabt til at kunne indrettes til atelier. Krøyer, denne verdens - kendte elegantier, stillede krav til sin hustru. Maden skulle være på højt niveau, som den han spiste på de fine hoteller Europa rundt. Han forventede også at se sin hustru som en underskøn kvinde, hver gang han så hende. Han ønskede at se sin smukke hustru stråle af skønhed, som det bedårende væsen hun var, og hun udfoldede sit bedste herfor. Siden deres forlovelse ændrede hendes udseende sig i væsentlig grad. Fra lidt ligegyldig påklædning til nu dagligt at færdes i kunstværker af smukke og sjældne kjoler fra modehusene, og ligeså blev hendes frisurer fornemt og smuk sat op, så hendes slanke og yndige skikkelse i de nyeste modeller fra Paris udgjorde en aristokratisk elegance, der mindede mindst om det hun var, en verdenskendt kunstners hustru. Derfor er det også en gåde, at Krøyer med tiden ikke kunne fastholde deres intime og erotiske sider, og af den grund gled Marie langsomt væk fra Søren. Citat: Begge ægtefæller forblev trods de bedste intentioner uforløste i deres kærlighed i ægteskabet. " De elskede hinanden, men kunne ikke elske med hinanden. Efterhånden blev begge mere optaget af de ydre rammer om deres samliv end den inderste, sårbare kerne. Begge var æstetikere, og ægteskabets manglende passion og skrøbelige fundament stivede de spontant af ved at bygge løs på de hjem, de med tiden anskaffede sig. Hjemmet blev et kunstværk, der skulle besværge de onde magter og overbevise dem selv, at alt var såre godt. Januar 1895 fødte Marie en datter, som blev døbt Vibeke. Barnets fødsel bragte ikke ægtefællerne nærmere hinanden. " udpluk fra Tonni Arnolds bog Kunsten i Marie Krøyers liv.Det er også besynderligt, at en verdensberømt maler ikke evnede at vejlede og opmuntre sin hustru, hvis livsdrøm var at lære sig maleriets kunstneriske aspekter at kende. Og, synes man, med sin visdom i malerkunsten at kunne have indgydt hende mod til det manglende selvværd, som hun havde brug for til at fortsætte sin malerkunst.Medens de bor i dette hus, maler Marie det eneste motiv, som findes fra Skagen " Vasketøj mellem gavle " Med de store krav, som blev stillet og som der skulle leves op til, jævnfør tidens kønsroller, og hendes syn på egen utilstrækkelighed, forstår man måske bedre, hvorfor Maries malerarbejder blev ladt i stikken, endskønt det i tidernes morgen var hendes allerhøjeste ønske at blive maler.
De relativt få billeder, der findes fra Maries hånd, er alle udført omkringårhundredeskiftet 1800 - 1900.

Marie sidder ved et bord og syr 1889Af P. S KrøyerPrivatejet..

Byfogedgården i Skagen - kendt som P. S. Krøyer's Hus.

Billedet menes malet af Marie Krøyer.

Det sidst daterede oliebillede er fra 1898. der findes også en del tegninger, hvor den sidste er dateret 1899. Hun debuterede i 1888 med et billede "Damer" på Charlottenborg, og siden i 1891 på den første af Den frie's udstillinger, udstillede hun et oliemaleri fra Ravello i Italien. Havde hendes følsomme kunstnersind og hendes høje æstetiske krav til sig selv ikke domineret over hendes evner og sans for det at kunne male, for det er kunstkendere enige om, at hun kunne, må det vel formodes, at hendes produktion af kunst ville have set helt anderledes ud.
Somrene på Skagen lod sig ikke fornægte i form af alle de gaver, der tilkom dem af inspiration og motiver, det var blot at vælge. Og Krøyer malede i oppisket stemning kunstværk efter kunstværk, som for længst er skrevet ind i kunsthistorien som kunst i verdensklasse.Efter nogle år i Madam Bendtsens hus, fik de lyst og mod på at flytte ud i den gamle byfogedgård, som var ledig, og som lå ude i Skagen plantage. De lejede huset med forkøbsret og med ret til at ændre på det. Arkitekt Ulrik Plesner fik til opgave at realisere deres ønsker og behov, og en ganske betydelig omforandring blev foretaget. Var Maries maledrømme ved at smuldre, så var til gengæld hendes kundskaber for det at kunne designe møbler også en rigdom, hun besad, og hvor hun følte sig på sikker grund, og som hun drog nytte af ved indretningen af deres nye bolig.

Marie og P.S. Krøyers villa i København, som hun var arkitekten bag ved opførelsen.

Marie var ganske enkelt en skaberfigur. Hun tegnede og fremtryllede de mest vidunderlige møbler af enhver art, hun designede tapeter, kjolestoffer og træpaneler, som var en fryd for øjet, møbler i alskens mulige kreationer, som begejstrede beskuerne. Da Brøndums Hotel udvidede til nogle nye lokaler i 1898, var det Marie, der designede og leverede møblerne dertil. Det samme var også tilfældet, da berømte Holger Drachmann indrettede sin villa Pax i Skagen.Og det gentog sig yderligere, da Ulrik Plesner i 1914 tegnede og indrettede Den Kongelige feriebolig Klitgården i Skagen. Der blev der atter brug for Maries design af stole, borde og senge, som blev anvendt. Det samme gik forud, da Marie og Søren byggede og indrettede deres kæmpe villa i København. Hallen, som findes der og tegnet af Marie, findes også som kopi i Klitgården.Marie elskede at designe og vise, hvad hun med sit intellekt formåede at omskabe til æstetiske former, både i forholdet til malerkunsten og siden hendes arkitektoniske interiør opgaver. Det er svært at bedømme, om Marie skulle have valgt det ene frem for det andet, men det er uomtvisteligt, at hun med disse medfødte kunstneregenskaber ville kunne have fremvist for verden den kunst, der aldrig blev skabt, da egne krav fornægtede det af grunde, som vi kender.

En af Marie Krøyer's boligindretninger i Alf'vengården i Tälberg, Sverige. Vibeke Krøyer udtalte som voksen Citat : " Min mor var en kunstner i indendørsakitektur. Havde hun været ung i vor tid, kunne hun være blevet en kapacitet i faget " Glædeligt at konstatere, at hun her fandt en niche, der kunne skærme for den glæde, hun aldrig fandt helhjertet i malerkunsten.

Krøyers sygdom havde tæret påMaries fysik, så i 1902 foretog hun en rejse til Taormina på Sicilien for at samle sig og komme til kræfter igen.Når man, som Marie Krøyer, smuk og stilfuld alene vandrer rundt blandt øens mange unge varmblodige herrer, bliver man lagt mærke til. Det skete naturligvis også, at de ønskede kontakt, men hun lod sig ikke anfægte. Men i sin ensomhed havde hun derimod mødt en fem år yngre mand, som var komponist og musikdiriktør fra Sverige og hed Hugo Alf'vén. De boede på samme hotel og nød deres fælles selskab, som i takt med tiden udviklede sig katastrofalt fra venskab til kærlighed. Don juanen Alf'vén elskede kvindelig skønhed, så han satte sig for, at denne charmante kvinde måtte erobres, selv uden omkostningerne. En udfordring han søgte og fik.Opholdet på Sicilien sluttede. De tog kærligt afsked, og hun hastede derfra til Paris, hvor Krøyer var nede for at male. Hun bad om skilsmisse, som sagen stod, men han afslog, og foreslog hende at bede Alfvén komme til Skagen, når de var hjemme igen. Søren opfattede ikke romancen som alvorlig og troede, det ville fortage sig, men det skete ikke, og Hugo Alf'vén blev nær ven af huset, og besøgte Skagen kort i sommeren 1902 og igen 1903 og 1904, men boede dog for sig selv i et hus ikke langt fra Krøyers.I Skagen komponerede han et af sine bedste værker, Svensk Rapsodi, som udkom 1904. Efter flere års besværligheder og bekymringer vedrørende den manglende skilsmisse, gav Krøyer endelig slip på Marie, men dog først efter at hun fortalte ham, at hun ventede barn med Alf'vén. Barnet blev født i 1905, og hun blev døbt Margita.


Billedet herover viser Marie Krøyer i morgentoilette i haven i skagen og malet af P.S. Krøyer.Privateje.

Der gik dog en del år inden de lovformeligt blev gift, hvor så de flyttede ind i den dejlige Alf'véngård i Tällberg ved Siljansøen i Sverige, som Marie havde tegnet og indrettet efter deres fælles ønsker. "Alf'véngården er et bjælkehus i to etager med fuld kælder. Det står på grundens højeste punkt med den smukkest tænkelige udsigt over Siljan. Marie anså det selv for et kunstværk." Citat: fra Kunsten i Marie Krøyers liv. Inden da havde de boet i Alf'véns embedsbolig i Uppsala.I Alfvéngården fik hun atter rige muligheder for at skabe et kunstnerhjem i de perfekte rammer. Men desværre fungerede samlivet med Hugo ikke efter hensigten. Som den charlatan han var med evige troskabsbrud, blev deres samliv et helvede, men trods hans utallige affærer, forblev han hendes livs passion. Erotikkens kraft i mellem dem bandt Marie til Hugo, kærligheden til ham beholdt hun trods de mange sidespring, som hun med årene resignerede over for.Efter 25 års samliv bristede ægteskabet dog, da Hugo Alf'vén forelskede sig i en ung tandlægefrue, som forlangte han lod sig skille fra Marie, da hun selv havde forladt både mand og barn. Marie blev dybt chokeret og modsatte sig hans ønske Citat: Jeg giver aldrig mit samtykke til skilsmisse, jeg vil ej for anden gang gennemgå de skrækkens kvaler som en skilsmisse medfører"Efter 8 års kamp mod skilsmisse blev tonen mere og mere hadsk imellem dem, til der endeligt faldt dom i sagen, som endte med skilsmisse i 1936. Hugo giftede sig straks med elskerinden. Og kærligheden til Marie var for længst ophørt. Han bad hende forlade Alfvéngården efter skilsmissen, men da hendes helbred ikke var til at flytte på pensionat, lejede hun og datteren Margita en møbleret lejlighed i Stockholm.

Alfven gården i Sverige.

Da Margita, som var en trofast datter senere arvede Alf'véngården, flyttede mor og datter tilbage igen.Tilbage i den gård, bygget af bjælker, som hun for længst havde tegnet og brugt energi og kræfter på, og som skulle fungere som et hjem i kunsten og musikkens tegn, sad hun nu foran og tænkte på vennerne, som aldrig svigtede hende : Anna og Michael Ancher, Agnes og Harald Slott - Møller. Nu var de døde på nær Harald. Hun savnede dem, for hvad havde de ikke betydet for hende livet igennem? Især den kære Agnes. Mens hun nød den betagende udsigt udover den smukke Siljansø, vendte tankerne som så ofte tilbage på livet, som havde givet hende så mange vidunderlige år, med dage og vidunderlige hændelser, som mange aldrig ville få, men hun var også bevidst om, at et liv uden skuffelser er kun en illusion, og nogle af dem hun fik, kunne hun måske have undgået, hvis hun havde fulgt Agnes råd i 1908, om ikke at gifte sig med Hugo. Så havde meget måske set anderledes ud. Hun så for sig den gode Anna Ancher, som var et solstrejf, når hun talte om at være i harmoni med tilværelsen. Så for sig billedet af Krøyer, hvor de en sommeraften arm i arm vandrer langs Skagens strand i fortrolig samtale. Anna Ancher forstod med hjertet. Nu stod det for hende som ganske ubegribeligt, som en dårskab, at hun gik fra Krøyer. Dette gode, højsindede og elskelige Menneske, som hun svigtede til fordel for Hugo Alfvén, som til gengæld havde sveget og svigtet hende, så lavt, så usselt. Kun inspirationens øjeblikke havde været lykkelige. Til afdøde Agnes mand Harald skrev Marie i juli 1937 bl,a. følgende: Man behøver ikke at vente på et helvede i en anden Tilværelse man faar alt straf for sine Synder i denne...
Marie, kunstnerhustruen, der inspirerede to store kunstnere, kvinden, hvis bedårende skønhed var hendes ulykke, og hendes glæder betaltes med sorger døde den 25 maj 1940 i Stockholm


Kilder: Portræt at Skagensmaleren P.S. Krøyers Hustruaf Maler og forfatter Margrethe Loerges.
Kunsten i Marie Krøyers liv.Af Forfatter Tonni Arnold.
Balladen om Marie Krøyer.Af Tonni Arnold.
Skagen - Monografier.Af Forfatter Lise Svanholm.
Malerne på Skagen.Af Forfatter Lise Svanholm.

Interiør med syende Pige (uå)Af Marie KrøyerSkagen Museum