Når talent, studier og øvelse bliver til kunst 2012 red. 2021

I en alder af ku 27 år har kinesiskfødte Yuja Wang allerede etableret sig som en af verdens mest spændende koncertpianister. Hun er født i 1987 i Beijing af musiske forældre, hvor hun som kun 6 årig begyndte at spille klaver og studere musik på Central Conservatory i samme by. Hun studerede der i tre år, og som 11 årig fortsatte hun som yngste studerende sine studier på Morningside Music Bridge internationale Music Festival på Mount Royal universitet i Calgary Canada.

Siden, som kun 15 år gammel, studerede hun fem år hos Curtis Institute of Music i Philadelphia og afsluttede med eksamen i 2008. Bag scenen opførte hun sig som en anden teenager, spiste snacks og lyttede i sine øretelefoner til musik af Rihanna. Som kun 21 årig, var hun allerede en international anerkendt koncertpianist.

Ingen tvivl om, at Yuja Wang, nu med base i New York, er et musisk fænomen, overalt i verden, hvor hun optræder med sit fantastiske klaverspil, henrykker og tryllebinder hun publikum og kritikere.

Hendes " virtuositet er fantastisk " siger og fremgår det af New York Times " En kunstner af blændende geni " mener en anden kritiker i San Francisco avis.

Hendes næsten "overmenneskelige tastatur teknik " og hendes følsomhed til musikkens indre er ganske bemærkelsesværdig.

Hun er en eksklusiv kunstner, som fortjener og høster regelmæssig ros for sin kontrollerede teknik og myndighed overfor de mest tekniske krav i repertoiret, hendes musikalske indsigt, og  friske fortolkninger af det, samt hendes karismatiske tilstedeværelse bifalder til, at koncerten  med hende bliver en vellykket oplevelse.Yuja Wang har i sit unge liv allerede optrådt sammen med nogle af verdens mest prestigefyldte orkestre, som eks.- Boston, Chicago, New York, Washington U.S.A. Medens hun i udlandet har optrådt sammen med Berlin Stadskapelle, Kina Philharmonie, London Filharmonikerne, Orchestre de Paris, NHK symfonien i Tokyo og flere kunne nævnes!
Hun fik sin debut med New York Philhamonikerne på Bravo! Vail musikfestival i 2006, hvor hun under ledelse af Lorin Maarzel optrådte den flg. sæson, som også bragte dem på en turne til Japan og Kina.
Hun har samarbejdet med de fleste af verdens mest fremtrædende dirigenter, som Zubin Mehta, Yure Temirkanov, Daniel Barenboim. Mirko Frank og Manfred Honeeck m.fl.Yuja Wang har, for sine musiske og kunstneriske færdigheder, modtaget flere fornemme musikpriser, som eks.vis  Gilmore Young artist Advord, og hun modtog i 2010 den prestigefyldte Avery Fischer karierre Grant.
Hun erstattede i 2007 Martha Argenich, som skulle optræde med fire koncerter under et samarbejde med Boston Symfoni Orchestra, men måtte desværre aflyse, hvorved Yuja Wang tog over og fik sit gennembrud ved bl.a. at spille Tjaikowskys klaver koncert no. 1.

Musik, som altid bevæger! 13 Febr. 2017

 

13 Febr. 2017
Franz Lehar`s Lippen schweigen, eller som på dansk "Den glade enke!", som sjælden mere spilles i danske medier, grundet mere nymodens musik, men never mind, hører alligevel til blandt min form for musiksmag, som går helt tilbage fra min tidlige ungdom, da den i en periode udgjorde en væsentlig faktor i mit liv, hvor jeg bla. medvirkede i forestillingen på Aalborg Teater, med operettesangerinden Asta Hansen og Eik Kock i hovedrollerne og som stadigvæk berører mit hjerte. Den bidrog dengang til gode venskaber og vidunderlige minder samt skønne oplevelser i den forbindelse, som jeg tidligere her på min blog har skrevet om! Når man så også ser og hører den blive sunget af datidens populære revy og operettepar, som ikke er iblandt os mere Else Marie og Hans Kurt, bliver glæden og kærligheden til den slags musik bestemt ikke mindre selv her i en YouTube delt indspilning fra 1942. Derfor den lidt dårlige lydkvalitet. Det kan der rettes op på ved, at høre Youtube videoen nedenunder, som er en dejlig Frans Lehar indspildning med Inga Nielsen som den glade Enke i musicalen af samme navn i en DR- TV udsendelse i 1989.

Inga Nielsen som Hanna Glavari

i musicalen Den Glade Enke.

Som desværre heller ikke er i blandt os mere.

En charmerende smuk sopran. Redigeret 2021

Aida Garifullina, hører absolut til en af mine kvindelige opera favoritter. Og her synger hun blandt et koncertpublikum, den smukke arie fra Giacomo Puccini´s dejlige opera La Boheme, ( Musettas Waltz)

Aida Garifunella er en naturlig sød, smuk og meget charmerende opera sangerinde, som hvis man som jeg ser og hører hendes mange videoer, der kun bekræfter disse liniers ord. Og hendes vokal er ganske enkelt fantastisk. Hun er en sopran jeg ofte og meget gerne lytter til!

Aida blev allerede som ganske lille tiltænkt en rolle, som operasopran af hendes mor, som gør sig i musikken og er kor og orkester dirigent, som sikkert har medvirket til, at opkalde hendes navn, ud fra Verdis opera Aida. Allerede som 5 årige havde hun sin debut til en sangkonkurrence i TV. Siden har hun udviklet sin sangmæssige formåen under stor ledelse af sin mor, som har haft stor indflydelse på sin datters sangmæssige karriere og hun fortsatte sin sopran stemmes udvikling ved at studere hos den berømte tenor Siegfried Jerusalem i Nürnberg.

Januar 2013 havde Garifunella sin debut på berømte Mariinskey Teateret. Samme år, hvor hun først prydede scenen på Mariinsky Theatre, vandt Aida førstepladsen i Plácido Domingos verdenskendte, prestigefyldte International Opera Singers Competition Operalia i Verona. Efter sin succes i Operalia modtog Aida en invitation til at tilslutte sig Wiener Staatsopera og blev tilbudt en kontrakt med det legendariske britiske pladeselskab, Decca Classics.

Siden da har den kun 33 årige Aida henrykket publikum på alverden store opera scener, duetteret med koryfæer, som Pla'cido Domingo, Andrea Bocelli m.fl. Optrådt ved operaballet i Wien, sang sammen med Robbie Williams, hans sang " Angel" ved VM i fodbold i Moskva o.m.a.

I dag er Aida Garifullina stemmen til Wiener Staatsopera. Hun har regelmæssigt optagelser i Wien og London og deltager i fælles koncerter med mestre som Plácido Domingo, Andrea Bocelli , både i Rusland og i udlandet.

Dybde, varme og ømhed gør Aida Garifullinas stemme umiskendelig. Dens udførelse er smag, stil, tilbageholdenhed og sværhedsgrad i følelsesmæssigheden. Disse kvaliteter kombineret med hendes naturlige skønhed, ungdom og charme kaster hende som en af ​​de mest fortryllende figurer i opera i dag.

Skråskrift Tatneft

Da lyset blev malet blev Skagen berømt ..!

Michael AncherSelvportræt 1902Vikimedia Commons.

 

Det var jo nok ikke lige dette, som maleren Michael Ancher forudså da han i året

Michael Ancher: Vil han klare pynten! 1880. Kan ses på Skagen museum

1874 kom til byen, for nok havde han, der gik på kunstakademiet i København, hørt om det helt særlige og specielle lys, som kan ses og opleves over Skagen, men at lyset for ham og de senere tilkommne dygtige og kendte malere, som strømmede til byen, og ikke mindst hans giftemål med Anna Ancher, skulle få en så kolossal og enorm betydning igennem deres malende billeder, tror jeg bestemt ikke, han selv i den vildeste fantasi turde have drømt om for daværende. Men eftertiden har jo som bekendt vist, at den kunstner og vennekreds, som til at begynde med bestod af Viggo Johansen, som siden giftede sig med Anna Anchers kusine Martha. Der var også den altvidende og kloge Karl Madsen, som underviste både Anna og kusinen Martha udi tegnekunsten når de, han og M. Ancher genbesøgte Skagen og familien Brøndums fra kunst-akademiet i København, hvor de begge studerede. I kredsen befandt sig naturligvis også berømte P.S Krøyer og hans hustru Marie, digteren og maleren Holger Drachmann, samt naturligvis ægteparret Anna og Michael Ancher, som over lang tids bekendtskab med hinanden, havde giftet sig og bosatte sig i byen og igennem dem skabte de sammen med flere andre Skagens malere en realitesbetonet kunst, som i 1880ernes begyndelse blev anset for revolutionær og et moderne gennembrud for malerkunsten. Ikke mindst epoken herfor, dannede grundlaget for det ry og den berømmelse, som Skagen gennem disse malere fik, og som kendes viden om i den store verden.

Redningsbåden køres gennem klitterneaf Michael Ancher 1883.Statens museum for Kunst.

Michael Ancher, som oprindelig var bornholmer, blev allerede ved sit første besøg utrolig glad for byen, hvor han søgte til og holdt meget af at være så meget som muligt. Ind imellem maleriet elskede han at gå på jagt på de store frie hede og markområder, der omkransede Skagen. I byen fandtes der, modsat i dag, hvor mange hoteller og restaurationer forefindes, kun en enkel gæstgivergård med nogle ganske få værelser, hvor selveste digteren H.C Andersen d. 17 august 1859 indlogerede sig. Stedet blev med tiden renoveret og udbygget flere gange bl.a ved den kendte arkitekt Ulrik Plesner, til det vi i dag kender, som det navnkundige Brøndums Hotel. Her overnattede og boede man, når der kom gæster til byen. Michael Ancher boede oftest i det tilhørende havehus, som gjorde, at han igennem de mange ophold fik et særdeles blivende og nært forhold til ejerne af gæstgivergården Ane og Erik Brøndum, og senere en hel del tid før sin død overlod stedet til sønnen Degn Brøndum, som plejede stor omgang i og blandt kunstnerkredsen. M.Ancher fik på den måde et kærligt forhold til Anna, datteren af gæstgiverparret. Anna Brøndum, som hun hed dengang var fra barnsben udstyret med rige evner og talent for tegne og malerkunsten, og blev opfordret til at udvikle det ikke alene fra sin familie, men også fra husvennen og sin senere ægtemand Michael Ancher,som vejledte hende sammen med en del andre Skagensmalere, samtidig med hun modtog elementær undervisning hos maleren Vilhelm Kyhn. Forholdet mellem Anna Brøndum og Michael Ancher udviklede sig til et blivende forhold. De forlovede sig med tiden og giftede sig på hendes 18 års fødselsdag. De indrettede sig begge i det før omtalte havehus, hvor Ancher elskede at bo under sine mange og længere varende ophold. Desværre kunne det ikke altid foregå fredfyldt, som De Anna og Michael Anchers følte og havde behov for, når der skulle males og arbejdes, idet støjen fra gæsterne og kunstnerne i krostuen til tider kunne være ret så generende. Så de købte og overtog en lille aflang bygning, som lå i gå afstand kun ca.5 min. fra Anna Anchers fødehjem gæstgivergården ( nu Brøndums Hotel). Så for hende forblev alting i de vanlige og kendte omgivelser.

1870 ernes Danmark var det vanskeligt for en kvinde at uddanne sig til maler da kvinder ikke kunne og blev optaget på kunstakademiet og endnu sværere at gøre karriere, især hvis hun blev gift. Men det lykkedes i fuldt mål for Anna Ancher.Citat: fra foredragsaften af og med Kunsthistoriker Elisabeth Fabritius Det Kgl. Bibliotek.
Indflytningen til den nye bolig gav dem og vennerne en kærkommen lejlighed til for gud ved hvilken gang at afholde en frokost og fest, som skulle foregå ude i haven. Kunstnerne og vennerne omkring dem benyttede enhver lejlighed til at hygge, feste og more sig, og den altid festlige og højsindede P.S Krøyer med det lyse sind elskede at synge, og istemte som regel en .sang eller to til damernes og kunstnernes ære og glæde. I festen deltog bl.a. den tyske maler Fritz Stoltenberg, som ivrigt vandrede rundt og fotograferede gæsterne hver især.Man må så være ham evigt taknemlig herfor, idet det indspirerede en anden af gæsterne, P.S Krøyer, til at forevige selskabet og festen ved at male det berømte maleri Hip, Hip, Hurra. Det var bestemt ikke med M. Anchers gode vilje, at Krøyer næste dag mødte op i hans have for at påbegynde sit billede. Han bad ham om at pakke sit grej sammen og repektere den ro, han ønskede, efter fraflytningen fra al uroen i havehuset.Krøyer forlod stedet og med tanke for, hvad maleriet ville kunne tilsmile ham, fortrak han over til den gamle have omkring Gæstgivergården, og fortsatte gudskelov sit kendte arbejde med tilblivelsen af det berømte maleri Hip Hip Hura, som de fleste af os kender i dag.

Ejet af den Hirschsprungske samling.

Sankt Hans blus på Skagen strand 1906 af P.S Krøyer.Deponeret til Skagen Museum 1957 af "Henry Sthyrs mindelegat"Kunstnyt. dk.

Holger Drachmann.Ved kaminilden 1903 - 07Af P. S Krøyer.Ejet af Skagen Museum.

P.S. Krøyer: Sommeraften på Skagen strand, Marie Krøyer og hunden Rap. Anno 1892

Glyptoteket dep. Skagen Museum

Krøyer , som ikke var gift, havde i Paris set og mødt en tidligere model til et af sine berømte billeder og mødt hende ved flere lejligheder igennem et par år, og nu først senere fundet behag og interesse for den smukke unge og billedskønne Marie Triepcke født i København af tyske forældre, som han forlovede sig med og igen på Krøyers fødselsdag 23 juli 1889 hvor de giftede sig. Meget tidligt havde Marie Treipcke næret ønske om at udanne sig til professionel maler. Hun fik privat undervisning, og på hendes initiativ oprettedes en skole som døbtes "den lille skole", hvor hun sammen med nogle medsøstre deltes om udgifterne, da privatundervisning var dyr. De fik jævnlig besøg af L.Tuxen og P.S.Krøyer, som underviste og korrigerede dem. Hun rejste i 1888 til Paris for at fortsætte sine kunststudier. Det var også her hun stiftede bekendskab med Anna og Michael Ancher, som hun beskriver som et inderligt og nært venskab. De slog aldrig hånden af hende efter skilsmissen fra Krøyer, som mange andre venner gjorde, og dette venskab forblev intakt livet ud.

Det verdensberømte billede af P. S Krøyer : Sommeraften på Skagen sønderstrand. Anno 1893. Ejet af Skagen museum!

P.S Krøyer fornemmede den efterhånden store turistinvasion, som var begyndt at tilgå byen, for at opleve den barske, men smukke natur, og det pragtfulde badeliv der eksisterede i og omkring den smalle landtange helt ud til grenen, og måske også for at se, når kunstnerne arbejdede eller få et glimt af dem, så han fik ideen til at opsætte den berømte frise, som kan ses inde i spisestuen på Brøndums Hotel. Han malede selv nogle billeder dertil og fik andre i kunstnerkredsen til også at male nogle, og Degn Brøndum gik i gang med også at finde nogle gemte billeder, som senere hen blev ophængt ved en udvielse af hotellet og spisesstuen m.v..

P.S. Krøyer: Sommeraften på Skagen strand. Kunstneren og hans Hustru. Anno 1899.Ejet af Den Hirschsprungske Samling

Mange andre smukke og berømte billeder fant sin tilblivelse i og omkring Skagen fra de mange dygtige og for nogles vedkommende berømte ja endog verdenberømte maleres hænder, med pensler, staffeli og lærred blev de skabt i naturralismen og impressionismens ånd uanset vejr og vind. Malerier, skitser og tegninger, som bliver beundret ude i den store verden, og i private hjem og på museer, samt ikke mindst på Skagen museum, som absolut kan anbefales enhver med interesse herfor at besøge og opleve. 

Ved frokosten i Brøndums spisestue 1883Af P. S . KrøyerEjet af Skagen Museu.

Marie Triepckes fascination af P.S Krøyer og hendes drøm om at blive maler !

Interiør med kunstnerens hustru 1889Af P.S Krøyereget af Den Hirschsprungske Samling.

Hvad nygifte Marie Krøyer har i tankerne, når hun ser sit kønne hoved i spejlet, ved hun jo selv bedst, mens hun står model til dette maleri af hendes nygifte mand, den verdenskendte kunstner P. S Krøyer. Men vi, som beskuere af billedet, har jo lov at danne vores egen private mening derom, det kunne jo tænkes, at mesteren til maleriet har bedt hende rette lidt på frisuren, eller måske har hun selv i sin nye tilværelse, som forelsket nygift, villet koncentrere sig om at se bedst mulig ud for sin lykkelige og forelskede mand, eller fornemmer man en smule skepsis hos hende. Det kunne måske skyldes det nye liv, som hun nu er begyndt på sammen med den person, som hun netop lader sig forevige af og som hun, siden de tidligste ungdomsår, af hele sit hjerte har først forgudet og siden elsket til nu at være hans hustru. Ikke så underligt at hendes tanker i denne poserende stund dvæler ved denne skæbnens ironi, som har tilført hende så megen glæde siden den uforglemmelige forårsdag, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med maleren P. S. Krøyer, til nu også, at være hans hustru.Og nu hvor han af ren overstadig glæde over deres status som nygifte, absolut ville male hende lige på stedet i deres lejede værelse på kroen i den lille fiskerby Stenbjerg i Thy. Det var der, de begge fandt grobund for at male de stemninger, som findes i og omkring havet og det lille samfund, som de nu for en tid var en del af.

Der har altid stået en særlig glans og nyfigen interesse over Marie Krøyer, som synes de senere år at blive forstærket gennem museumsbesøg, kunstudstillinger, debatmøder og diverse kulturarrangementer i selvsamme forbindelse, som bliver hende tildel, ikke blot her, men verden over. Hendes malerarbejde har der fra første færd været ganske stille om, og hendes privatliv ville hun også helst beholde for sig selv. Men én ting har hun dog ikke kunnet skjule, som de mange breve og artikler om hende tilkendegiver, og som fortæller os, at hun besad en uimodståelig skønhed og sensuel udstråling, og hendes omdømme som erotisk væsen har vakt manges interesse såvel positivt som negativt.Hun betog mændene omkring sig på grund af sit smukke og delikate ydre, men bestemt har også hendes høje intellektuelle niveau gjort hende ekstra tiltrækkende i den kreds af unge kulturradikale herrer, hvor hun færdedes.Citat: fra Forfatterinden Lise Svanholm's bog Skagen - Monografier
Marie Triepcke, som hun døbtes, blev født den 11 juni 1867 af tyske forældre, som var bosat i København, hvor faderen var væveridirektør og hed Max Triecpke, hendes moder hed Minna (f.kindler). De flyttede dog tilbage 20 år efter Maries fødsel. I årene inden da, voksede Marie op i et borgerligt miljø med de privilegier, som følger med i form af beskyttet opvækst samt med god og høj uddannelse. Marie Krøyer brugte enhver lejlighed til at sidde og tegne for sig selv, og hendes fadervar selv meget kreativ, bl.a. tegnede han motiver og mønstre til fabrikation på væveriet. Og formodes må det, at Marie fik sine tegnekundskaber i arv fra ham, og han har givet tilskyndet hende til at fortsætte med at blive dygtigere. Familien var flittige gæster på de Københavnske museer, og det var da også på et sådant besøg, Marie som 13 - 15 årig kunstinteresseret pige vandrede rundt og beså, hvad Charlottenborgs forårsudstilling i 1882 kunne fremvise. Og pludselig stod hun som paralyseret og stirrede målløs på et maleri, som var så fantastisk malet, at det var som hun selv befandt sig inde hos de fattige og halvnøgne udslidte kroppe, som lyste så levende og gennemsigtig henover de håndværkere, en far og hans to sønner, som arbejdede i værkstedet. Billedet var meget realistisk malet af berømte P.S. Krøyer og forestillede de Italienske - Landsbyhattemagere. Marie var betaget, for hvem var denne maler, som har kunnet male modlyset så kunstnerisk virtuost, at det måtte have optaget kunstneren mere end selve arbejdet med at male hattemagernes usle kår. Maleriet faldt absolut ikke i god jord blandt datidens borgerskab, som fandt, at denne socialrealisme i maleriet var anstødelig og fornærmende, så af den grund demonstrerede de voldsomt over maleriet, uden at beskæftige sig nævneværdigt med den fantastiske lysvirkning, Krøyer havde skabt!. Men trods al virakken modtog billedet akademiprisen Thorvaldsen Medaillen på Charlottenborg i 1882, og året før fik det tilkendt medalje af tredje klasse på Parisersalonen.Marie Triepcke havde tidligere talt om at blive maler, men efter denne intensiverende oplevelse var hun nu fast besluttet herpå. Hun berettede for sin veninde Ida Hirschsprung, hvad hun havde oplevet og talte kun om denne utrolige og dygtige maler, og fik da at vide, at han af og til kom som gæst i det Hirschsprungske hjem, og hun bad da straks veninden berette om dette mest muligt, og på den måde fik hun god viden om ham. Grundet sit venskab med frøken Ida, kom Marie en del i hjemmet hos fabrikant Heinrich Hirschsprung, som var en stor beundrer af Krøyer og som købte mange af hans arbejder i form af skitser, akvareller og talrige malerier. Hirschsprung havde tidligt fattet interesse for P.S. Krøyers store kunstneriske talent og støttede ham med kunstkøb og delvis finansiering af hans udenlandsophold 1877-81. Krøyer blev hurtigt ven af hele den Hirschsprungske familie. Citat: Museumsdirektør Marianne Saabye.

Italienske landsbyhattemagere Sora 1880Af P.S. KrøyerEjet af Den Hirschsprungske Samling

Den Hirschsprungske Samling,
Marie havde på den måde rig lejlighed til at beskue og beundre de mange malerier, og hun nærede et brændende ønske om at måtte se den kunstner, som kunne male så betagende, at det forblev foran ens øjne længe efter. Veninderne og den Hirschsprungske familie drillede hende for hendes syn på Krøyer, men hun lod sig ikke anfægte og drømte videre om dette at kunne uddanne og bevæge sig i malerkunstens verden.

En kendt malerinde Bertha Wegmann søgte i tiden derefter modeller til sit atelier, hvor frøken Triepcke henvendte sig og blev antaget og sad model for hende til skiftende arbejder i nogle år. Her faldt talen ofte på hendes kærlighed til malerkunsten, og hun fortalte om sine planer, og at hun selv sad og tegnede eller lavede akvareller, som fru Wegmann bad hende tage med og vise sig, og hun foreslog, at hun skulle søge ind hos Krøyer, som hun hjalp hende med.Men Krøyer afslog, han agtede ikke at bruge tid på alle de unge mennesker, der fik disse malergriller i hovedet, og han mente, at en ung piges pligter ikke skulle gå til spilde ved at forsøge at lære sig at male, men skulle bruges og udvikles i hjemmet, og talentet manglede den unge dame sikkert også, så han afslog. Med et så inderligt og vitalt ønske om at blive kunstmaler, kom denne meddelelse som et chok forMarie, og hun blev ganske trist derved. Men hun opgav ikke sine drømmes mål, hun ville være maler, og igennem en mandlig bekendt til Ida Hirschsprung, som var assistent i Kulturministeriet, som hun nedslået havde berettet det skete til, hjalp han hende nu med at komme ind på Carl Thomsens malerskole. Straks hun begyndte der, opstod der hurtigt ondsindet sladder omkring hendes person, hvor det hed sig, at hun havde sendt hr. Thomsen nogle charmerende øjne og blikke, som han ikke kunne stå for, og på den måde fik hun en fordel frem for sine ringe og manglende kundskaber. At hun var bedårende og besad en skønhed, som skabte misundelse, er uden for diskussion, men at medsøstre laver smædekampagner af grunde, som er givet hende i vuggegave, skulle man mene var ganske uhørt!

' En duet ' af P.S. Krøyer 1887Statens Museum for Kunst

Som elev på skolen, var et led i uddannelsen, at tage på ekskursioner på div. maleratelierer, og det var netop på en sådan ekskursion, at hun sammen med en veninde og hendes ministerieven A.P. Weis besøgte P.S. Krøyers atelier. Han som havde hjulpet hende ind på skolen, havde nu også formidlet dette besøg. Efter at være blevet introduceret for Krøyer lod han dem vandre rundt og betragte de mange færdige og ufærdige maleropgaver, der fandtes i hans atelier midt i København. A .P. Weis underholdt sig med Krøyer, men han lagde også mærke til, at Krøyer ofte så efter de to veninder, og hans øjne faldt oftest på den smukke og elegante frøken Triepcke, og sympatien og interessen for denne smukke kvinde blomstrede op hos ham, så han måtte bestemt bede hende sidde som model for sig, hvilket hun med glæde indvilgede i, og hun blev foreviget som tilhører på billedet " En Duet ", hvor hun ses lyttende i forgrunden til nogle kunstnere, der underholder ved en aftenfest hos Hirschsprungs. Det var første gang, han med pensler og palletten blandede farver og strøg dem på lærreder, hvor hun var indblandet.

I sin maleriver havde Marie og nogle malerveninder foranstaltet, at der blev oprettet kursus i malerundervisning for kvinder, ved i okt. 1885 at rette henvendelse til " Kunstnernes frie studieskole, " hvis bestyrelse bestod af hendes tidligere lærer Carl Thomsen, Krøyer og Laurits Tuxen, som fandt ideen udmærket. Det nye alternativ var ikke i begyndelsen særlig populær, men det må alligevel have haft sin berettigelse, da det blev den direkte årsag til, at afdelingen for kvinder på Kunstakademiet blev oprettet, som det ellers ikke før var muligt. Måske har Krøyers bekendtskab med Frk. Triepcke spillet ind, da hun fik ham til at undervise på sin skole, som hun selv studerede videre på og dygtiggjorde sig der igennem 2 vintre. Og det har givetvis lagt kimen hos Kunstakademiets bestyrelse til at ændre reglerne til det bedre. Marie nævner selv i sin dagbog, hvor nervøs hun var, når Krøyer skulle komme og korrigere, hvad de havde arbejdet med siden sidst. Undervisningen bestod i tegning efter levende model. Et enestående tilbud til kvinder på den tid. Marie fik stor udbytte af disse kurser, som også de mange af hende bevarede studietegninger og pasteller vidner om.! Citat: Skagen - Monografier af Forfatterinden Lise Svanholm (Jeg har adskillige Gange gemt mig, medens han var der, af Rædsel for at vise ham mit Makværk - jeg var desværre altid besjælet af en højst hæmmende Selvkritik ) Mens han kom der, var de ofte sammen og hvor han malede billedet "Musik i Atelieret ", som hun sad model til. Af den enkle grund udviklede forholdet mellem Marie og Krøyer sig til, at de blev rigtig gode venner. Hun nærede stor sympati for ham og hans, som hun sagde, vidunderlige kunst.
Det var i den periode, Maries forældre flyttede tilbage til deres hjemland Tyskland, og Marie fulgte, som den velopdragne unge pige hun var, med dertil, men hendes hjerte og tanker forblev intakte, hvad angår malerkunsten. Så med den viden om malerkunsten, hun havde tilegnet sig i Danmark og med den som ballast, ville hun nu fortsætte og videreuddanne sig i malerlivets by Paris.Fra maleren og forfatteren Margrethe Loerges udmærkede og oplysende bog Portræt af Skagensmaleren P. S. Krøyers hustru, fremgår det, at afskeden med Krøyer og bekendtskabskredsen, hvortil bl.a. hørte Georg Brandes havde været vemodigt. Frøken Triepcke var omssværmet, smuk og intellektuel - fascinerede enhver med de blå øjnes dybe, næsten uudgrundelige blik, munden der på 'en gang kunne udtrykke - blidhed og spottende ironi, havde en næsten magisk magt.
Da hun indlogerede sig i byernes by Paris, vidste hun på forhånd, at flere skandinaviske kunstnere også var at finde i byen. Jonas Lie havde boet der i flere år, Bjørnstjerne Bjørnson med sin familie, og malerne Fritz Thaulow, Bernt Grønvold, Erik Werenskjold, Kitty Kielland, Agnes Slott - Møller, Anna og Michael Ancher, samt digteren Sophus Schandorph med frue, som med tiden blev nogle af hendes bedste venner. Af alle skandinaverne i Paris kom Sophus og Ida Schandorph til at stå Marie nærmest. De kom til at elske hende og tog hende til sig som den datter, de aldrig havde fået. Og de blev begge Maries holdepunkt i Paris.Ud fra et af hendes breve til vennen Georg Brandes, som er gengivet i ovennævnte bog, kan man læse, at hun nu er ved at finde sig til rette i Paris og bor på et pensionat nær Triumfbuen. Hun skriver videre Citat: Jeg tænker at bruge December Maaned til at se mig dygtig om i Paris og studere Louvre og Luxembourg ret grundigt. Så efter Nytår vil jeg gaa paa Atelier, jeg ved dog ikke ret endnu hvilket - jeg vil spørge Krøyer, han er nemlig hernede og bliver her i Vinter. Jeg har ikke set ham endnu, jeg tror han bor mindst 2 timers vej fra mig)
Fra det øjeblik Marie og Krøyer atter mødtes, var de ofte sammen. De nød det Parisiske liv og besøgte byens kulturtilbud såsom teatre og kunstmuseer, når tiden tillod det, for det de begge var kommet til byen for, kom naturligvis i første række. Hun for at videreuddanne sig som kunstmaler, og Krøyer var der for at male et større bestillingsarbejde, som for ham tog længere tid end beregnet. Men under denne, for dem begge trods alt så glædelige tid i Paris, udbyggede de tilsammen et nært og venskabeligt forhold, hvor rygtet fortalte, at P. S Krøyer gjorde stormkur til den yndige frøken Triepcke og en snarlig forlovelse var i vente.
Det er og var som altid en blomstrende oplevelse at nyde det tidlige forår i byernes by Paris. Træerne langs de smukke avenuer stod i fuld flor, og vejret var lyst, mildt og indbydende til at nyde solens varme stråler fra de små borde, som var opstillet foran de små hyggelige cafeer langs gader og fortove. Det var også her Marie Triecpke og berømte P. S Krøyer fandt behag ved at sidde og hygge sig sammen over en drink eller Cafe'latte, mens de lod deres glæde og nyforelskelse skinne igennem for enhver, som bemærkede de to gæsters tilstedeværelse. De var begge forårsglade og lykkelige over, at deres bekendtskab havde udviklet sig til et nært og varmt kærlighedsforhold. For Marie havde den forløbne vinter været ganske uvirkelig. Hun følte det, som om hun svævede i en eventyrlig og fascinerende verden, hvor hendes første store kærlighed mellem hende og Krøyer var brudt ud, og i samværet med ham at tilhøre og færdes blandt ligesindede kunstnere, hvor de så absolut tilhørte inderkredsen, og hvor hun og Søren, som han blev kaldt blandt venner, befandt sig ofte og gerne i festligt lag. Studiedagene i malerkunst hos Puvis de Chavannes. Det var for hende aldeles et liv, som stod i skærende kontrast til de første år på den lille malerskole hjemme i København.

De havde nu, hvor de befandt sig i Paris, ikke den ringeste anelse om, at nogen var vidende om deres alt andet end platoniske forhold, men deres forelskelse havde sendt så mange signaler, at venneskaren ikke kunne undgå at bemærke, at forholdet blev mere intimt imellem dem, og hvad der så kunne forventes ud af det. Ved at kende en stor del af tilgængeligt materiale om - Kunstnerægteparret Marie og P. S Krøyer er det vel næsten fra begyndelsen bestemt, at det kun kunne ende på denne måde med forlovelse og bryllup. Der går en rød tråd fra Marie's første møde med Krøyer foran hattemagerbilledet til vinteren i Paris, hvor de mødes og forelsker sig. Den røde tråd kunne være skæbnen, da der er så mange tilfældigheder og sammentræf, at det ville være at gå mod al sund fornuft, hvis det skulle gå anderledes. Der var naturligvis onde tunger som mente, at Marie var en troløs, arrogant og hjerteløs kvinde, som på flere måder kunne have del i den unge Robert Hirschsprungs død tre dage efter, at Marie og Søren havde deklareret deres forlovelse i Paris. At sladderen skulle have et offer, vidner denne fuldstændige opdigtede historie om, idet Robert havde været syg og døde af tuberkulose, som han havde lidt af i flere år. At de var venner fra tiden, hvor Marie var en flittig gæst i det Hirschsprungske hjem er aldrig endt med nogen nær forbindelse mellem de to.
Fortsætter i nyt indlæg herover med titlen Fra Marie Triepcke til mytiske Marie Krøyer !

En Duet ", hvor hun ses lyttende i forgrunden til nogle kunstnere, der underholder ved en aftenfest hos Hirschsprungs. Det var første gang, han med pensler og palletten blandede farver og strøg dem på lærreder, hvor hun var indblandet.

I sin maleriver havde Marie og nogle malerveninder foranstaltet, at der blev oprettet kursus i malerundervisning for kvinder, ved i okt. 1885 at rette henvendelse til " Kunstnernes frie studieskole, " hvis bestyrelse bestod af hendes tidligere lærer Carl Thomsen, Krøyer og Laurits Tuxen, som fandt ideen udmærket. Det nye alternativ var ikke i begyndelsen særlig populær, men det må alligevel have haft sin berettigelse, da det blev den direkte årsag til, at afdelingen for kvinder på Kunstakademiet blev oprettet, som det ellers ikke før var muligt. Måske har Krøyers bekendtskab med Frk. Triepcke spillet ind, da hun fik ham til at undervise på sin skole, som hun selv studerede videre på og dygtiggjorde sig der igennem 2 vintre. Og det har givetvis lagt kimen hos Kunstakademiets bestyrelse til at ændre reglerne til det bedre. Marie nævner selv i sin dagbog, hvor nervøs hun var, når Krøyer skulle komme og korrigere, hvad de havde arbejdet med siden sidst. Undervisningen bestod i tegning efter levende model. Et enestående tilbud til kvinder på den tid. Marie fik stor udbytte af disse kurser, som også de mange af hende bevstudietegninger og pasteller vidner om.! Citat: Skagen - Monografier af Forfatterinden Lise Svanholm (Jeg har adskillige Gange gemt mig, medens han var der, af Rædsel for at vise ham mit Makværk - jeg var desværre altid besjælet af en højst hæmmende Selvkritik ) Mens han kom der, var de ofte sammen og hvor han malede billedet "Musik i Atelieret ", som hun sad model til. Af den enkle grund udviklede forholdet mellem Marie og Krøyer sig til, at de blev rigtig gode venner. Hun nærede stor sympati for ham og hans, som hun sagde, vidunderlige kunst.
Det var i den periode, Maries forældre flyttede tilbage til deres hjemland Tyskland, og Marie fulgte, som den velopdragne unge pige hun var, med dertil, men hendes hjerte og tanker forblev intakte, hvad angår malerkunsten. Så med den viden om malerkunsten, hun havde tilegnet sig i Danmark og med den som ballast, ville hun nu fortsætte og videreuddanne sig i malerlivets by Paris.Fra maleren og forfatteren Margrethe Loerges udmærkede og oplysende bog Portræt af Skagensmaleren P. S. Krøyers hustru, fremgår det, at afskeden med Krøyer og bekendtskabskredsen, hvortil bl.a. hørte Georg Brandes havde været vemodigt. Frøken Triepcke var omssværmet, smuk og intellektuel - fascinerede enhver med de blå øjnes dybe, næsten uudgrundelige blik, munden der på 'en gang kunne udtrykke - blidhed og spottende ironi, havde en næsten magisk magt.
Da hun indlogerede sig i byernes by Paris, vidste hun på forhånd, at flere skandinaviske kunstnere også var at finde i byen. Jonas Lie havde boet der i flere år, Bjørnstjerne Bjørnson med sin familie, og malerne Fritz Thaulow, Bernt Grønvold, Erik Werenskjold, Kitty Kielland, Agnes Slott - Møller, Anna og Michael Ancher, samt digteren Sophus Schandorph med frue, som med tiden blev nogle af hendes bedste venner. Af alle skandinaverne i Paris kom Sophus og Ida Schandorph til at stå Marie nærmest. De kom til at elske hende og tog hende til sig som den datter, de aldrig havde fået. Og de blev begge Maries holdepunkt i Paris.Ud fra et af hendes breve til vennen Georg Brandes, som er gengivet i ovennævnte bog, kan man læse, at hun nu er ved at finde sig til rette i Paris og bor på et pensionat nær Triumfbuen. Hun skriver videre Citat: Jeg tænker at bruge December Maaned til at se mig dygtig om i Paris og studere Louvre og Luxembourg ret grundigt. Så efter Nytår vil jeg gaa paa Atelier, jeg ved dog ikke ret endnu hvilket - jeg vil spørge Krøyer, han er nemlig hernede og bliver her i Vinter. Jeg har ikke set ham endnu, jeg tror han bor mindst 2 timers vej fra m