Forfatter og skolelærer kunne også have været overskriften på denne for mig personlige og lidt nostalgiske artikel med et tilbageblik over skoletiden og mine gamle lærere på Baunebakkeskolen i Støvring.
Jeg kan ikke tænke på min gamle skole uden også at filosofere over skolens lærere, som var dem man dagligt og respektfuldt lod sig undervise af. Og her vil jeg gerne, men i fuld respekt overfor mine andre lærere, kun nævne navnet på artiklens overskrift. Digteren Hans Povlsen.
Han var en meget behagelig samt afholdt og tilligemed populær lærer, hvilket mange af hans tidligere elever har berettet om og her iblandt mig selv. Han var en ivrig fortaler for en mere fremsynet måde at undervise på ved eks. vis danskundervisningen, hvilket nogle konservative kolleger ikke gav ham medhold i, men det valgte han at se bort fra og hans pædagogiske mening herom vandt tillige gehør og blev omtalt i bl.a. radio og den skrivende presse., som bl.a. andet skrev: -
Han opfordrede til at bruge en anderledes pædagogik med udgangspunkt i den enkelte elevs evner og lyst til at lære. han lagde vægt på at appellere til elevernes fantasi og åbnede op for. at de selv fik lov til at vælge stilemner og motiver i tegning. Han gik ind for en mere naturlig form for oplæsning - tættere på talesproget. (citat: Vores Avis)
Jeg husker selv, hvor glad jeg var for denne åbne og selvvalgte måde at fordybe sig i eget udvalgt emne, som jeg fandt interessant at skrive om. I 1948 var der Olympiske Lege i London, hvor jeg klippede billeder ud fra aviser om OL og så med egne ord tilsætte, hvad man så ud fra billedet. Dette gentog sig flere gange, når nyt var kommet til af olympisk stof. Tv var dengang en by i Rusland, så aviserne var dagligt sprængfyldt med reportager og billeder. Disse blev forelagt og uddybet for Hans Povlsen, som bl.a. kunne se sin visionære undervisningsform udfolde sig.
Jeg mener også, at han kun en gang har irettesat mig, ved først at give mig, i hurtig rækkefølge, en flad sviende kindhest på højre og venstre side af hovedet, som jeg altid har tænkt var fortjent og måske et par stykker mere i omvendt rækkefølge.! Så vendte han sig om og gik op til sit kateter uden at sige mere, og derfra var alt siden glemt fra hans side, mens min sidekammerat og ellers gode ven, som jeg havde forvoldt en mindre skade på med spidsen af en pen i bagdelen, slet ikke over et par dage fandt nåde for vort venskab.
Han var søn af en skolelærer fra Nibeegnen, hvor han flaksede rundt i tilværelsen uden helt at vide, hvad han ville med den. Først ville han studere musik, men interessen derfor var ikke nok til at fortsætte ad den vej. Så valgte han en diamentral modsat form for uddannelse ved at uddanne sig som fotograf, men trangen til noget andet tog over og han, måske med faderens læregerning som inspiration, søgte ind på læreseminariet i Silkeborg. Efter endt læreuddannelse fik han en stilling i 1915, som 2. lærer ved Støvring skole, hvor han virkede, og ved siden af dyrkede sit digter- og forfatterskab og som foredragsholder, frem til 1952, hvor han med sin hustru flyttede til en bolig ved Kolding fjord. Da hans hustru Dora døde, flyttede han til Aarhus og efter nogle år der, døde han selv og blev siden nedsat i et urnested på Nibe kirkegård.
Hans Povlsen skrev flere romaner. Hans debutroman "Sand" fra 1918 er en psykologisk roman og hjemstavnsskildring. Siden fulgte romanerne "Lykkelige barn" 1923 og dernæst romanen "Julie Pandum" i 1926. Herefter skrev han digtsamlingen "I Himmerlands dale" 1929, som jeg levende kan huske, at han berettede om for os elever. Han elskede at tale om bogens hovedbestanddele, som bestod af himmerlandske naturdigte og dialektdigte, hvor han lader os få indblik i egnens befolkning, som jeg siden da har fortalt om ved flere lejligheder, og som også er en del af titlen på dette indlæg. Hans forfatterskab inkluderer også romanerne "Himlens fugle har reder" 1936 og "Ro, Ro, til fiskeskær" 1943
. Hans Povlsen skrev med tiden et hav af digte samt novellesamlingen "En have i lyngen" i 1966 og en monografi af hans store forbillede digteren St. St. Blicher. I to bind beskriver han, eller rettere genfortæller han, den ældre mytologi: Græske gudesagn og Nordiske gudesagn m.m.
Igennem sit forfatterliv modtog Hans Povlsen flere kendte legatpriser, bl.a. Blicherprisen, og han blev æresmedlem i Danmarks lærerforening, hvilket jeg vil tro har glædet ham meget. Jeg mødte ham i toget nogle år efter min skoleafgang, hvor han fortalte mig, at han havde været i Vrå og holde foredrag, og jeg bemærkede at han straks kendte sin tidligere elev, og han spurgte ivrigt til min daværende tilværelse. Det var en dejlig oplevelse at stå og tale med ham i øjenhøjde om vort gamle bekendtskab. Absolut en lærer og menneske, jeg med stor glæde mindes.