Efter en længere søndags spadseretur i det smukke og frostklare solskinsvejr, som en vinterdag her først i det nye år 2018 bød os, er det jo ganske dejligt efter endt tur og koldt om næsen, at låse sin rækkehusdør op og træde ind i en varm og hyggelig lejlighed, og der slå sig ned i sin polstrede seniorstol med en god bog i hånden! Hvis man da ellers har en? For min læsehungrende trang til bøger har for tiden afstedkommet, at den sidst indkøbte bog er blevet læseligt fortæret. Så ved et kig på mine reoler faldt mit blik på denne virkelige meget interessante bog, som min kære datter tidligere har foræret mig som gave.
Bogen, hvis titel er Malerne på Skagen, har jeg for længst læst og fordybet mig i flere gange siden, men dens beskrivelser af flere af de berømte nordiske malere, der kom til byen for kortere og længere tid og nogle for altid, hvor de med deres malertalent foldede sig ud omkring årsskiftet 1900 i Skagen og derved fandt sammen i et tæt venskabeligt og kollegialt kunstnermiljø, der for altid gennem deres malerkunst vil fremstå som noget helt særligt unikt for eftertiden er god læsning, som gør at jeg gerne læser den igen- igen
og ikke mindst ( om det moderne -gennembrud de satte i gang.) Citat: bogens forfatter Lise Svanholm, som vel er den rette årsag til atter igen at tage denne smukt indbundne bog ned fra sin hylde og se, om der måske skulle findes en biografi, brev eller kunsthistorie man skulle have overset ved tidligere studier af bogen. Jeg finder det virkelig interessant at fordybe mig i breve og beskrivelser, som der med tiden er fremkommet fra forskellige sider eks.vis som gemte og fundne efterladenskaber, hvoraf mange med god ret er overladt til Skagens museum fra kunstnerkredsens venner og efterkommere.Fabrikant Heinrich Hirschsprung i København, som var en stor beundrer af P.S Krøyers kunst og var en personlig ven af ham. Han bidrog i Krøyers yngre år til økonomisk at forbedre hans kunstnerliv, ved at opkøbe hvad Krøyer med hånd og pensel kunne levere af malerier og tegninger, og videre i hans forløb modtog han ofte bestillinger fra ham på større opgaver, som efterhånden fyldte alt for meget i det Hirschsprungske hjem. Hirschsprung, der var storsamler af god dansk kunst, havde efterhånden samlet sig et stort antal, som krævede mere plads og fik da kommunal godkendelse til at bygge en bygning, der kunne rumme alle hans indkøbte og samlede kunstværker, som i dag kendes som museet med den Hirschsprungske samling, som ses herunder, som jeg og min familie har besøgt og beundret den alsidige malerkunst museet er i besiddelse af. Så glæden ved denne og andre kunstarter fornægter sig ikke, og derfor har de mange besøg på diverse museer m.m. haft stor interesse.
Og det gælder bestemt og i særdeleshed også vore egne kulturfremvisere, som især omhandler Skagens museum, som er udsprunget af malerne på Skagen, der af visionære grunde tog initiativ til, at der i Skagen var behov for at bygge et museum med det formål ( at bevare kunstneriskefrembringelser af værdi hovedsageligt af Skagenskunsten ) Citat: fra ovennævnte bog).
Desværre skulle der gå hele 20 år siden beslutningen og vedtagelsen om at bygge et Skagens museum blev taget, til det blev indviet i september 1928, og det blev desværre ikke hverken P. S. Krøyer. Michael Ancher og især Laurits Tuxen, som havde kæmpet og brugt megen energi gennem byggeriet forundt at opleve indvielsen af museet, som de utrættelig gennem perioden var involveret i. De to sidstnævnte døde begge med ca. to mdr. mellemrum et årstid før indvielsen. Nu mange år efter er museet i takt med tiden blevet kendt viden om, hvor besøgende fra nær og fjern gæster dette kunst- og kultursted, for personligt at se og opleve de berømte og dyrebare skatte af dansk billedkunst, som personerne bag bogens titel ovenfor har muliggjort ved at besøge museet. Bogen er rig på fotos af kendte værker og er en blanding af biografi og kulturhistorie af de kendte maleres liv og arbejder og er meget interessant og givtig at studere indholdet af.
Ved at læse de offentliggjorte breve fra denne og andre bøger om skagensmalernes sammenvævede liv, får man en ganske fin og følelsesmæssig indsigt i kunstnerkredsens festlige stunder, men også de mere alvorlige og til tider triste og sørgmodige perioder, der tilstod og mødte dem med mellemrum. Jeg har altid, så længe jeg kan huske, fundet en vis glæde ved at betragte motiver, som er begået af nogle af verdens bedste og dygtigste kunstmalere, som af gode grunde opbevares og kan beses på alverdens museer.
Selv har jeg nogle gange besøgt imponerende National Gallery i London, og berømte Louvre i Paris, og et storslået besøg i Peterskirken i Rom med det Sixtinske kapel, var en stor og berigende oplevelse, som for mig er en juvel udi malerkunst af ypperste karat. Men en kunstglæde får man også i rigt mål ved et besøg i Domkirken i Rom og i en væsentlig del af Rom bys og andre landes kirker og historiske slotte, som eks.vis Versailles slottet udenfor Paris, men bestemt og ikke mindst ud fra vore egne danske museer, hvor man også der kan beundre malerkunst i verdensklasse, som er ganske imponerende og anerkendt viden om.